EMNER

EU vil knytte Montenegro tættere til sig

Bruxelles, tirsdag Af Erik Høgh-Sørensen, Ritzaus korrespondent Efter Montenegros folkeafstemning lægger EU op til at lade Serbien og Montenegro have hver deres optagelsesforhandling. EU tog tirsdag de første spæde skridt til at knytte Montenegro tættere til sig. EU-kommissær Olli Rehn, som har ansvar for udvidelsespolitik, har besluttet at forberede en revideret stabiliserings- og associeringsaftale for Montenegro. En sådan aftale er et af skridtene mod et medlemskab. Den tidligere aftale omfattede både Serbien og Montenegro, som EU har forsøgt at få til at holde sammen i et statsforbund. Opsplitningen efter søndagens folkeafstemning i Montenegro er endnu et skridt i opløsningen af det tidligere Jugoslavien. Regeringen i Podgorica anser Serbien for at være en hæmsko i forsøget på at tilnærme sig EU. Rehn advarede både serbere og montenegrinere om at respektere søndagens resultat. /ritzau/