Montenegro

EU vil knytte Montenegro tættere til sig

BRUXELLES:EU tog tirsdag de første spæde skridt til at knytte Montenegro tættere til sig. EU-kommissær Olli Rehn, som har ansvar for udvidelsespolitik, har besluttet at forberede en revideret stabiliserings- og associeringsaftale for Montenegro. En sådan aftale er et af skridtene mod et medlemskab. Den tidligere aftale omfattede både Serbien og Montenegro, som EU har forsøgt at få til at holde sammen i et statsforbund. Opsplitningen efter søndagens folkeafstemning i Montenegro er endnu et skridt i opløsningen af det tidligere Jugoslavien. Regeringen i Podgorica anser Serbien for at være en hæmsko i forsøget på at tilnærme sig EU. Rehn advarede både serbere og montenegrinere om at respektere søndagens resultat. - Alle sider bør respektere resultatet og arbejde sammen om at bygge en fælles holdning på basis af europæiske værdier og standarder, sagde han i en meddelelse. Samme budskab kom fra Østrig, som for øjeblikket har EU’s formandskab. - EU opfordrer alle de berørte sider til at acceptere resultatet. Den Europæiske Union opfordrer Beograd og Podgorica om hurtigst mulig at føre en direkte dialog om vejen fremad. EU er klar til at støtte denne dialog, stod der i en meddelelse.