Danmark

EU vil skærpe klima- og energimål for 2030

I en ny grønbog hæver Connie Hedegaard og EU's energikommissær målene for ren energi og CO2-reduktion i 2030.

EU vil skærpe klima- og energimål for 2030

EU skal stramme sine klima- og energimål, så unionen i 2030 har skåret 40 procent af udledningen af drivhusgasser, set i forhold til 1990. Samtidig skal andelen af vedvarende energi som sol og vind nå op på 30 procent af det samlede energiforbrug.

Det anbefaler klimakommissær Connie Hedegaard sammen med sin tyske kollega, energikommissær Günther Oettinger, i en grønbog, som EU-Kommissionen fremlægger senere onsdag.

- Godt nok er der krise i Europa, og der er mange kortsigtede udfordringer at løse. Men vi har ikke råd til kun at tænke kortsigtet. Det er på høje tid at definere, hvor vi vil være med klimapolitikken i 2030. Det vil investorerne nikke ja til, siger Hedegaard til Ritzau.

EU har allerede opstillet mål for klima og energi i 2020 - 20 procent CO2-reduktion og 20 procent vedvarende energi - og mål for 2050, hvor der skal skæres 80-95 procent af CO2-udslippet.

Men der er ikke sat pejlemærker op for de mellemliggende 30 år, så man er sikker på at nå målet - og ikke mindst så investorer ved, hvad de kan regne med.

- Europas afhængighed af fossile brændsler udefra vokser for hvert år. Det betyder højere energiregninger, som europæerne ikke har råd til. Det er ikke klogt, hverken af hensyn til klimaet eller vores økonomi og konkurrenceevne, siger Connie Hedegaard.

Hun peger på, at der er brug for klare mål for CO2 og vedvarende energi, hvis EU-landene vil tiltrække langsigtede investeringer, så de kan blive uafhængige og selvforsynende med ren energi.

Efter offentlig høring frem til 2. juli går processen med egentlig lovgivning i gang.

Energimedarbejder Tarjei Haaland fra Greenpeace er glad for, at kommissionen åbner diskussionen om 2030, men udspillet er alt for uambitiøst, mener han.

- Den foreslåede andel af vedvarende energi på 30 procent skal op på 45 procent. Klimamålet på 40 procents CO2-reduktion skal efter vores analyser være 55 procent på hjemmebane uden at bruge klimakreditter fra andre lande, siger han.

Desuden er det uacceptabelt, at grønbogen ikke rummer bindende mål for energieffektivisering, mener Tarjei Haaland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst