Betalingsmidler

Euro lidt efter lidt?

Næsten otte år er gået, siden danskerne i september 2000 blev kaldt til folkeafstemning om indførelse af euro i Danmark som afløser for kroner og øre. Dengang var 53,2 procent imod, mens 46,8 procent stemte for. Og siden har ingen danske politikere villet – eller turdet – spørge de danske vælgere, om de virkelig ikke godt kunne tænke sig at tilslutte sig en af verdens stærkeste valutaer, stærkere end den oprindelige "storebror", dollaren, som for tiden er sendt ganske alvorligt i knæ som følge af blandt meget andet et par større militæraktioner i Irak og Afghanistan. I mellemtiden kunne et og andet tyde på, at det meget vel kan gå med euroen lidt ligesom det i sin tid gik med Storebæltsbroen; i begyndelsen er vi vældigt meget imod, for man ved, hvad man har, men ikke hvad man får, og forandringer kan være meget godt, men hvorfor skal der laves om? Som det meget pragmatiske folkefærd, som danskerne ofte viser sig at være, holder vi om muligt endnu mere af Storebæltsforbindelsen, nu da den står der – og har stået der i over 10 år – end vi var imod den, dengang det blev diskuteret, om den i det hele taget skulle bygges. På samme måde er mange – men uden tvivl færre end i 2000 – sikkert stadig imod euroen, samtidig med at mønter og sedler pibler ind over landegrænserne, fordi de har vist sig at udgøre en særdeles gangbar og udbredt valuta, som for længst er trængt ind hos de store turistattraktioner i Nordjylland, og som også støt og roligt bliver taget op af stadig flere mindre erhvervsdrivende, som derfor er nødt til at ligge inde med mindst to slags valutaer. Forud for euroafstemningen i 2000 lød en af de mere følelsesladede argumenter imod – fordi EU-debat i Danmark gerne føres på følelser – at euromønter med danske symboler på den ene side ville skylle ud af landet. Men måske findes der vægtigere argumenter for euroen. Og i øvrigt: Hvornår har nogen – udover måske lige samlere – egentlig sidst meget nøje gransket motiver på de danske sedler og mønter?