- Euro vil give vækst

Nationalbanken skønner, at dansk medlemskab af euroen på langt sigt kan give en lidt lavere rente, øget vækst og en forbedring af bruttonationalproduktet på 0,5-1 procent.

Det sagde Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, i en tale på CBS (handelshøjskolen) i København, hvor han redegjorde for, hvordan det lykkedes for et "euro-frit" land som Danmark at styre igennem finanskrisen. Bernstein konstaterede, at situationen i dag på mange måder er normaliseret. - Men vi har lært, hvad det betyder at stå uden for euro-området med en lille økonomi og en fast kronekurs. Det bør give anledning til eftertanke, og når en storm af dette omfang fejer gennem markederne, ville det være bedst, hvis vi ikke skulle være bekymrede for vores egen valuta, konkluderer han. I en skriftlig udtalelse kalder Danske Bank Nils Bernsteins udtalelser for "en sjælden kommentar til Nationalbankens hovedopgave, varetagelsen af stabiliteten af den danske krone"./ritzau/