EMNER

Eurolande enige om ny hjælp til Grækenland

København, Torsdag /ritzau/ Landene i Eurozonen er blevet enige om en hjælpepakke til Grækenland på 812 milliarder kroner Eurolandenes stats- og regeringschefer er på et topmøde i Bruxelles blevet enige om en aftale, der skal redde Grækenland fra økonomisk kollaps. Den nye hjælpepakke til Grækenland bliver på 109 milliarder euro - svarende til 812 milliarder kroner. Det fremgår ifølge nyhedsbureauet dpa af sluterklæringen fra eurotopmødet. Bankerne skal levere lidt over en tredjedel - nærmere bestemt 37 milliarder euro. Grækenland modtog allerede sidste år en hjælpepakke på 110 milliarder euro fra eurolandene og Den Internationale Valutafond (IMF). Siden har også Irland og Portugal måttet bede om milliardlån for at redde sig gennem gældskrisen. /ritzau/