Europa er afhængig af USA. Accepter det

BOG Robert Kagan "Paradiset og magten - Amerika og Europa i den nye verdensorden" Forsiden siger sådan set det hele. To vrede mænd står med ryggen mod hinanden. De overdimensionerede ansigter er klædt i henholdsvis Stars and Stripes og det blå EU-flag med de gule stjerner. Bag de rød-hvide amerikanske striber kan man skimte en knyttet hånd rakt op mod himlen. Amerikaneren skuler ondt mod den rynkede, tandløse europæiske olding, der til gengæld stirrer bistert ud i horisonten. Nægter overhovedet at kigge på den amerikanske opkomling. Sådan står Europa - med undtagelse af nogle få stater - og USA overfor hinanden i dag. Irak-krigen er netop overstået, og alligevel har størstedelen af Europa mere end svært ved at finde noget pænt at sige om den amerikanske regering. Hvordan er det kommet så vidt, at den amerikanske præsident og den tyske kansler ikke en gang kan snakke i telefon i sammen, og amerikanerne boykotter franske varer. Det spørgsmål prøver den amerikanske politiske kommentator Robert Kagan at give et grundigt svar på i essayet "Paradiset og magten". Her blotlægger han de mekanismer, der driver en kile ind imellem de gamle allierede. Kagan har arbejdet både i Europa og for det amerikanske udenrigsministerium, så han er godt inde i de politiske forhold på begge sider af Atlanten. Derfor går hans analyse også længere tilbage end de fleste af avisernes nyhedsanalyser, der oftest stopper ved 11. september 2001. Konflikten mellem USA og Europa har lige siden amerikanerne fik deres frihed i 1776 bundet i forskellen i styrkeforholdet. Før de to verdenskrige var det USA, der var den svage og talte om internationale regler for at holde de stærke europæiske stater på plads. Krigene ødelagde Europa, og i dag er rollerne byttet om. Økonomisk og befolkningsmæssigt er EU lidt større end USA, men militært er USA en kæmpe. De bruger langt mere på militæret og er derfor også mere villige til at spille med de militære muskler. Kagan beskriver det med et billede fra en bjørnejagt. Hvis man kun har en kniv til at bekæmpe bjørnen med, er det nok en god ide, at lade bjørnen være, og acceptere faren. Men hvis man har en jagtriffel er det mere fornuftigt at skyde bjørnen for at fjerne faren. Og Europa har knap nok en kniv. Så længe Europa ikke bliver lige så stærk militært, som vi er økonomisk, vil vi hverken kunne påvirke USA eller andre nationer, medmindre de lader sig påvirke. Men hvorfor holder europæerne ikke bare op med at brokke sig over de dobbeltmoralske og krigsliderlige amerikanere? Hvorfor laver vi ikke en ordentlig hær? Det har vi forsøgt med beslutningen om en europæisk udrykningsstyrke på 60.000 mand. Men den er ikke rigtig kommet nogen vegne endnu. Årsagen er, mener Kagan, at europæerne dybest set ikke er interesserede i magt. At vi ikke er nok interesserede i verden uden for kontinentet til at bruge militære midler og europæiske menneskeliv til at forbedre forholdene i vore nabolande. Det fælles europæiske projekt snupper nemlig så meget af vores opmærksomhed, at vi har fået nok i os selv. En anden grund til egoismen er, at vi har glemt at være bange. Amerikanerne har taget sig af den europæiske sikkerhed i over 50 år, så vi har kunnet koncentrere os om at udvikle det europæiske samarbejde i stedet for at falde tilbage til tidligere tiders magtpolitik. Et projekt der ikke kunne lykkedes uden USA, understreger Kagan. EU er nemlig i høj grad amerikanernes projekt. De har arbejdet hårdt for at sikre freden i Europa. Og det er lykkedes i sådan en grad, at europæerne ikke længere er oprigtigt interesserede i magt og indflydelse på verden uden for kontinentet. I stedet har Europas politikere gjort en dyd ud af svagheden. Vi satser på og med diplomatiske og økonomiske midler i stedet for militære. Men hvordan kommer vi videre herfra. Her er Kagans svar ikke ligefrem sød musik i europæiske ører. Vi må nemlig bare lære at acceptere og sætte pris på USA's dominans og leve med, at amerikanerne spiller hårdt spil over for ikke-vestlige lande. Uden amerikanerne blev vi nemlig nødt til selv at gøre det beskidte arbejde, når verden går i brand. Det er kun fordi, vi ikke behøver at anvende magtpolitik, at vi kan tro på, at det er muligt at ændre verden med andre midler, mener Kagan. Til gengæld skal USA lære at lytte mere til europæerne. Dog uden altid at rette sig efter de forfinede europæeres overciviliserede forslag. Her trækker Kagan virkelig linjerne op. Så stramt bliver det, at det måske ikke helt passer på verdenssituationen. EU har trods alt fået nogle ting gennemført gennem diplomati og økonomisk hjælp og afpresning. Alligevel kan man ikke afvise Kagans analyse. For han har helt sikkert fat i noget, og han ved i hvert fald, hvordan Bush-regeringen ser verden. Bogen giver en spændende, velargumenteret og subjektiv analyse af krisen mellem USA og Europa. Og når man når sidste punktum er man noget bedre rustet til at forstå den transatlantiske debat. Ulrik Andersenulrik.andersen@nordjyske.dk Robert Kagan "Paradiset og magten - Amerika og Europa i den nye verdensorden", oversat af Adam Holm, Gyldendal, 128 sider, 150 kroner.