Litteratur

Europa er lig med oplysning

I mange menneskers bevidsthed er Europa først og fremmest et geografisk afgrænset område. Det er for så vidt en både sand og ganske banal iagttagelse, som de færreste europæere kan blive uenige om. Som danske iéehistorikere fra Pihl og Sløk til Schantz, der senest har påpeget det i en ny bog, klogt udfolder tanken om det europæiske, så stikker begrebet imidlertid betydeligt dybere. Fornuftigvis også langt dybere end den ubegribelige sum af de europæiske nationalstaters ideologisk konstruerede identiteter, som nationalromantiske ideologer i skikkelse af eksempelvis Søren Krarup og Mogens Camre ellers ynder at snakke op og ned ad mørnede dørstolper om. Ude på det ideologiske overdrev har den diskussion nemlig mestendels drejet sig om frikadeller og brun sovs, samt ikke mindst en snævertsynet udlægning af luthersk-evangelisk kristendom og en frygtsom gemmen sig bag nationalstatens grænser. Sidstnævnte har ulykkeligvis og historisk set alligevel aldrig nogensinde kunnet beskytte borgerne imod nød og død, når konflikter og krige har hærget og braget løs på kontinentet. Med satanisk ironi har krigene i de seneste par århundreder altid og uden undtagelse været forårsaget og ført af lige præcis de selvsamme stater, hvis legitime voldsmonopol ellers både moralsk og politisk set var begrundet netop i en beskyttelse af borgerne. Ikke alene har vi som europæere altså en fælles og ekstremt blodig historie, nej, vi har lykkeligvis tillige i vid udstrækning et fælles værdigrundlag. Det udspringer af de to hovedspor i tænkningen, som sidstnævnte idehistoriker i god tråd med forgængerne kalder den jødiskkristne og den græskromerske tradition. Med deres fokus på henholdsvis det religiøse og det kulturelle aspekt i samfundet.Traditionerne krydser klinger ikke mindst i oplysningstiden, da det religiøse med temmelig stor succes henvises til den private sfære, mens sociale forhold og fælles projekter langt hed ad vejen bliver et offentligt anliggende. Det bidrager stærkt til at muliggøre den frisættelse af det europæiske menneske, som samlet set er blevet kaldt moderniteten. Det moderne projekt, med demokrati og mest mulig frihed, menneskerettigheder og retsstat, naturvidenskab og ytringsfrihed, udgør følgelig det bundsolide fundament i den smukke idé og de konkrete institutioner, der i dag kaldes EU. I det perspektiv er kritik af alskens magtmisbrug og opgør med idehistorisk forstening det aller inderste og mest værdifulde i den europæiske identitet. Identiteten er dermed den dynamo, der lige siden oplysningstiden har produceret dynamik og velfærd i Europa. På trods af nationalismens alt ødelæggende krige. Lad os med andre ord bevare det gode ved nationalstaterne, som trods alt findes i mange af de statslige institutioner og utallige vidt forskellige folkelige traditioner. Til inspiration ved udformningen af en fælles forfatning, der bygger på den altså allerede definerede europæiske identitet og derfor kan favne og udvikle mangfoldigheden. Lys over landet, det er det, vi vil, som digteren J. P. Jacobsen i sin tid så optimistisk formulerede det. Europa er kort sagt oplysning! Niels V. Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, Hirtshals, er forfatter og lærer. Hans biografi kan læses på folkebibliotekernes ForfatterNet. E-mail: nejst@mail1.stofanet.dk