Skagen

Europæisk biltræf i Sæby

SÆBY: Bilentusiaster fra hele Europa vil strømme til Sæby i dagene 6.-9. juni, når der arrangeres europæisk biltræf for Opel GT sportsvogne. De mange Opel-ejere indkvarteres på Sæby Søbad og kan se frem til en weekend med masser af aktiviteter. Selvfølgelig får også lokale og turister mulighed for at kigge på sportsvognene. Træffet arrangeres af Opel GT Klub Danmark, der har allieret sig med Sæby Handelsstandsforening. Det betyder blandt andet, at de flotte Corvette-lignende sportsvogne udstilles på Sæby Torv, hvor alle interesserede kan være med på en kigger og få besvaret spørgsmål af bilernes ejere. På programmet er også en køretur til Skagen og en festmiddag med efterfølgende 60'er party. Det sidste officielle programpunkt er søndag eftermiddag, når bilerne vurderes af professionelle efterfulgt af en præmieoverrækkelse. Mere information på GT-klubbens hjemmeside www.opelgtklub.dk kjær