EMNER

Europæisk GPS får ikke flere penge

Danmark vil ikke bidrage yderligere til den europæiske udgave af GPS-systemet

Tyvene gik efter GPS-udstyr, og fire biler fik smadret deres ruder under tyvenes hærgen. Arkivfoto

Tyvene gik efter GPS-udstyr, og fire biler fik smadret deres ruder under tyvenes hærgen. Arkivfoto

KØBENHAVN:EU må selv klare ærterne. For selv om Galileo (den europæiske udgave af amerikanernes GPS-system) mangler 18 milliarder til at garantere for opsendelsen af 12 satellitter inden 2012, så er der ingen nåde hos transportminister Flemming Hansen (K). Det private konsortium, der skulle have garanteret for pengene, er bakket ud, og nu foreslår EU-Kommissionen, at pengene enten tages fra EU’s budget, eller at hvert medlemsland bevilger ekstra penge direkte til projektet. Danmarks holdning er klar. - EU må omdisponere, så vi ikke skal af med flere penge. Det er kun rimeligt, at man stiller sådan et krav, fordi der efter min mening er der gået alt for lang tid med Galileo. Og det er beklageligt, siger Flemming Hansen, der samtidig mener, at man er nået så langt med projektet, at det er for sent at vende om. Galileo skulle have været klar til brug næste år, men er flere gange blevet forsinket, og yderligere forsinkelser vil betyde, at EU risikerer at blive overhalet af både Kina og Rusland, som arbejder på lignende satellitnavigationssystemer. Ny plan på vej Flemming Hansen har derfor bedt Folketingets Europaudvalg om et mandat, der skal sætte EU-Kommissionen i gang med at udarbejde en plan over projektet. En plan, der skal afleveres senest til september. Den skal indeholde en detaljeret økonomisk beregning, der underbygger det foreløbige skøn på 18 milliarder samt en oversigt over, hvordan EU vil finansiere projektet. - Vi har jo bevilget penge til det her én gang, og vi kan ikke blive ved. Vi beder kommissionen om at fremlægge en plan for finansieringen allerede til september. Langt mere detaljeret end den er i dag, siger Flemming Hansen. Idéen om Galileo opstod bl.a., fordi det amerikanske militær bevidst slørede GPS-systemets nøjagtighed for derved at have bedre udgangspunkt for eventuelle militæraktioner. Det vakte vrede i Europa, men Galileo har siden udviklet sig til noget nær en fiasko. Fem år efter starten er ni milliarder euro brugt og kun én satellit sendt op i rummet. Svært at vende om Og de mange brugte euro gør det svært for unionen at vende om. - Galileo er en løsning, vi var enige om, da vi traf beslutningen i foråret 2002. At det var rigtigt at have flere alternativer på markedet - det er også rigtigt for konkurrencesituationen. Og vi er nok kommet så langt, at der ingen vej er tilbage. Men det ved vi først, når vi hører de andre lande, siger Flemming Hansen, der sammen med EU-landenes øvrige transportministre skal tage stilling til Galileo på et møde 6.-8. juni./ritzau/