Europæisk gulerod via pokalturnering begejstrer klubber

Uefa har bekræftet, at dette års vinder af Sydbank Pokalen er sikret europæisk gruppespil i næste sæson

Senest sejrede Randers mod Aarhus Fremad i pokalturneringens 1/16-delsfinale den 10. november. (Arkivfoto)

Senest sejrede Randers mod Aarhus Fremad i pokalturneringens 1/16-delsfinale den 10. november. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Tirsdag kunne turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, bekræfte, at denne sæsons vinder af den danske pokalturnering i fodbold er sikret europæisk gruppespil i næste sæson.

Det er naturligvis noget, der falder i god jord hos flere danske klubber - heriblandt Randers FC.

Ifølge klubbens sportsdirektør, Søren Pedersen, er nyheden med til at få klubben til at prioritere turneringen i endnu højere grad.

- Det er jo en kæmpe gulerod, der venter vinderen lige pludselig, siger han.

- Det er en turnering, som af mange klubber nedprioriteres en smule, fordi Superligaen er vigtigere, men det kan nyheden da komme til at ændre på.

Selv om det ikke er fastlagt, hvor stor en pose penge et europæisk gruppespil kaster af sig, vil det ifølge Peter Ebbesen være mindst 20 millioner kroner.

- Det er klart, at det giver endnu mere blod på tanden, at der venter en indsprøjtning af den størrelse, siger Søren Pedersen.

Det forholder sig sådan, at vinderen af pokalturneringen i første omgang er sikret en playoffkamp til Europa League.

Men såfremt kampen tabes, vil "trøstpræmien" være en billet til gruppespillet i den såkaldte Conference League, som er et tredje gruppespil, der er blevet indført af Uefa til næste sæson.

Hans Jørgen Haysen, der er sportschef i Sønderjyske, kalder det "fantastisk", at en sejr i pokalturneringen nu udmønter sig i europæisk gruppespil.

Også Carsten V. Jensen, der er fodbolddirektør i Brøndby, melder sig på banen.

- Vi har hele tiden været klar over, at det her var et sandsynligt scenarie, så derfor har vi prioriteret turnering højt siden starten, siger han.

Det samme gælder for OB.

Også her er turneringen hele tiden blevet prioriteret højt, siger klubbens sportschef, Michael Hemmingsen.

- Men når det så er sagt, så er nyheden da med til at gøre det endnu mere attraktivt at vinde turneringen.

OB har allerede spillet sig videre til kvartfinalen, mens Randers tirsdag skal møde 2. divisionsklubben Holstebro Boldklub, som på papiret burde være en overkommelig modstander.

Sønderjyske tager onsdag imod Lyngby, mens Brøndby torsdag gæster Fremad Amager.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.