Europæisk mindreværdskompleks

FORSKNING:Da jeg forleden trådte ind af min hoveddør, lå der i gangen en lille brun konvolut, afsendt fra Luxembourg. I konvolutten lå en lille folder med navnet "Med blikket mod fremtiden – Forskning og videnskab i EU". I sig selv er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved, at jeg modtog en EU publikation. Det sker så ofte Hvis man beskæftiger sig med EU og samtidigt interesserer sig for undervisnings- og forskningspolitik, så er det meget logisk at få den slags tilsendt. Det, der er bemærkelsesværdigt, er de tanker, den satte i gang hos mig, for som jeg læste i den, formede et spørgsmål sig i mit stille sind, et spørgsmål der var svært at sidde overhørigt. Normalt er jeg relativt kritisk overfor, hvad, der står i mange af EUs mindre publikationer, mest fordi jeg finder dem utroligt irrelevante. Ofte virker de som et desperat forsøg på at få de mytiske 'borgere' til at holde mere af Unionen, ved at artikulere hvad den tilbyder dem, fortælle os hvor meget vi får ud af vores medlemskab. Som om bestikkelse og glansbilledefremstillinger er det, der skal til, for at mindske spændet imellem borgere og EU-systemet. Helt ærligt, det holder ikke i længden, og det er at skyde ved siden af målet - dem der læser disse små publikationer er jo sjældent dem, der ikke vil forholde sig til EU, men derimod alle os, der er nødt til at forholde os til det hver dag. Denne gang var det dog noget helt, andet jeg tænkte på – nemlig om EU og europæerne i virkeligheden lider af et mindreværdskompleks, ikke bare militært eller økonomisk, men også intellektuelt. Den lille farvede folder var fyldt med fremhævninger af, hvad EU havde gjort indenfor forskning. I sig selv heller ikke noget bemærkelsesværdigt, hvis ikke det var fordi den virkede så undskyldende – som om folderen skulle udtrykke et "vi kan altså også". Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at prioritere forskning i Europa. Det er svært at være imod forskning og udvikling, men det er nu engang ikke ved at fortælle, at der også findes europæiske forskere, at vi sikrer fremtiden og forskningen. Dertil skal der helt anderledes tiltag til. Spørgsmålet er, om vi er nået dertil, hvor vi er nødt til at skrive små trøstehæfter, der skal bestyrke os i troen på, at EU skam også kan, burde vi ikke i stedet bruge vores kræfter og ressourcer på noget konstruktivt? Europa står over for store udfordringer, men hvis vi skal bruge kræfter og ressourcer på at pleje de intellektuelle mindreværdskomplekser, så er jeg bange for, at vi ikke kan overkomme dem. Skal vi virkeligt fortsat basere vores europæiske samarbejde på mindreværdskomplekser?