Europæisk studentersatellit bygget via internet

KØBENHAVN:Uden at have mødt hinanden har 250 europæiske studerende sammen bygget en satellit, der nu er klar til at blive sendt op, oplyser ESA, den europæiske rumfartsorganisation. Fra dansk side har studerende ved Aalborg Universitet bygget en computer og et kamera på satellitten. Samarbejdet mellem de studerende fra mange lande er koordineret via internettet. Satellitten, SSETI Express, ventes opsendt i maj næste år og vil indeholde tre mindre "kubesatellitter" på 10 kubikcentimeter, bygget i henholdsvis Tyskland, Norge og Japan. Hovedsatellitten skal teste et motorsystem, sende billeder tilbage af Jorden og kommunikere med radioamatører. - De studerende udfører arbejdet med assistance fra ESA's teknikere, som giver os tip om ting, vi ellers ikke ville ane noget om, for eksempel den bedste metode til lodning af rumfartøjet, siger Neil Melville, satellitsystemingeniør og leder af projektet. Udover computeren og kameraet har danske studerende også stået for rumfartøjets højdemålings- og kontrolsystem, baseret på magnetisme. I alt 11 europæiske universiteter er med i projektet. Solpanelerne kommer fra den hollandske bil Nuna II, de elektriske systemer er bygget af et italiensk team fra Napoli og motorsystemet fremstillet på universitetet i Stuttgart, Tyskland. Desuden har radioamatører i England og Tyskland stået for de to kommunikationssystemer om bord. SSETI Express er forløber for studentersatellitten ESEO, som ventes opsendt med en Ariane 5-raket for at gå i geostationært kredsløb omkring Jorden i 2007. /ritzau/