Europæisk triumf kostede kræfter for Esbjerg

Esbjerg-spillerne blev trætte mod slutningen af kampen mod FC Midtjylland. Det kostede sejren, mener træner.

1. september 2013 18:13 - Opdateret 1. september 2013 18:14

Europæisk triumf kostede kræfter for Esbjerg

Med otte minutter tilbage af superligakampen mellem Esbjerg og FC Midtjylland lå hjemmeholdet fra Esbjerg i vinderposition med en føring på 1-0.

Men en sen scoring fra Morten "Duncan" Rasmussens fod betød, at kampen endte 1-1.

Ifølge Esbjergs cheftræner, Niels Frederiksen, tabte værterne pusten i anden halvleg.

- Vi blev trætte. Det er der ingen tvivl om. Det kunne vi se allerede ret tidligt i anden halvleg, og med 15-20 minutter igen var det ren overlevelse, fortæller Niels Frederiksen.

Kampen blev spillet mindre end tre døgn efter, at esbjergenserne havde fightet sig videre til Europa League-gruppespillet efter en samlet sejr over franske Saint-Etienne.

I første halvleg var Esbjerg ellers spilstyrende og var fortjent kommet foran, men i de sidste 45 minutter satte trætheden altså ind.

- Man kan altid diskutere, om vi skulle have doseret kræfterne bedre. Vi kunne også have foran 2-0 eller 3-0 i første halvleg, og så havde vi formentligt vundet, og så havde det været det rigtige at gøre.

- Jeg synes, drengene kæmpede godt, men selvfølgelig står man og er lidt skuffet nu, siger Niels Frederiksen.

Også en af Esbjergs i øjeblikket helt store profiler Peter Ankersen erkender, at Esbjerg-spillerne kom til at hænge efter modstanderne mod slutningen af opgøret.

- Jeg synes, vi spillede en fremragende første halvleg, men jeg ved ikke helt, hvad der skete med os til sidst.

- Vi kom til at hænge efter og så trætte ud. Det er pisse ærgerligt, for jeg synes, vi spillede så godt i starten af kampen, at vi havde fortjent sejren, siger Esbjergs landsholdsaktuelle højreback.

Esbjerg har efter søndagens kamp nu 10 point efter syv runder i Superligaen. FCM topper med 17 point.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...