Udland

Europæiske bankers udlån falder kraftigt

Bankerne i eurozonen fortsætter med at reducere udlån for at leve op til strammere krav om økonomisk polstring

Europæiske bankers udlån falder kraftigt

Bankernes globale udlån fortsætter med at falde, og det bekymrer analytikere, der frygter en forværring af den økonomiske krise i den vestlige verden som følge af bankernes tilbageholdenhed.

- Det er skræmmende. Det skaber en kreditklemme og forstærker recessionen. Det er derfor, vi står foran en global, økonomisk nedtur, siger analytiker Tim Congdon fra International Monetary Research til den britiske avis The Telegraph.

Udlånstallene for sidste års afsluttende kvartal blev offentliggjort søndag af Bank for International Settlements (BIS), der blandt andet overvåger de internationale pengestrømme mellem bankerne.

Totalt faldt udlånene på tværs af grænserne med 799 milliarder euro i fjerde kvartal 2011. Det svarer til en nedgang på 2,5 procent. Især banker med hovedsæder i eurozone-landene holder igen med udlånene for at kunne opfylde skærpede kapitalkrav.

De franske banker reducerede i kvartalet sine udlån uden for landets grænser med næsten 200 milliarder euro. De spanske og italienske bankers udlån faldt også kraftigt, mens den tyske banksektor mindskede sine udlån til udlandet med 181 milliarder euro.

Totalt nedbragte bankerne i eurozonen udlånene med 4,7 procent eller 584 milliarder euro. Det er hovedsagelig lån til andre banker, der er mindsket, men udlånene til virksomheder er også for nedadgående, ifølge opgørelsen fra BIS.

/ritzau/Reuters