Europæiske lande beder Iran rette ind efter atomaftale

Søndag tog Iran endnu et stort skridt væk fra atomaftalen. Europæiske ledere beder landet om at overholde den.

- Det er fuldstændig afgørende at deeskalere nu. Vi opfordrer alle parter til at vise en høj grad af tilbageholdenhed og ansvarlighed, står der i udtalelsen fra Boris Johnson, Angela Merkel og Emmanuel Macron om den højspændte situation i Mellemøsten. (Arkivfoto.)

- Det er fuldstændig afgørende at deeskalere nu. Vi opfordrer alle parter til at vise en høj grad af tilbageholdenhed og ansvarlighed, står der i udtalelsen fra Boris Johnson, Angela Merkel og Emmanuel Macron om den højspændte situation i Mellemøsten. (Arkivfoto.)

PARIS:Frankrig, Storbritannien og Tyskland opfordrer Iran til igen at respektere atomaftalen fra 2015.

Det sker i en fælles erklæring fra landenes ledere sent søndag aften dansk tid.

- Vi opfordrer Iran til at ophæve alle tiltag, som ikke overholder atomaftalen, lyder det i en fælles udtalelse fra Tysklands kansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

Iran tog søndag aften endnu et stort skridt væk fra atomaftalen, da landet meddelte, at det ikke længere vil respektere begrænsninger på, i hvor høj grad det kan berige uran.

Aftalen fra 2015 blev forhandlet på plads mellem Iran og FN's Sikkerhedsråds permanente medlemmer - Storbritannien, Frankrig, Kina, Rusland og USA - samt Tyskland.

Den skulle lette de økonomiske sanktioner mod Iran. Til gengæld indvilgede Iran i, at der blev lagt en række begrænsninger på landets atomprogram, der skulle forhindre udviklingen af atomvåben.

Men efter at USA's præsident, Donald Trump, trak sig fra aftalen sidste år, har Iran skridt for skridt trukket sig fra afgørende dele af aftalen.

Spændingerne i regionen er taget voldsomt til, efter at et amerikansk droneangreb på ordre fra Trump fredag dræbte den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

Derfor opfordrer de europæiske ledere nu Iran til ikke at optrappe med "yderligere voldelige handlinger".

- Det er fuldstændig afgørende at deeskalere nu. Vi opfordrer alle parter til at vise en høj grad af tilbageholdenhed og ansvarlighed, står der i udtalelsen fra de europæiske ledere.

Samtidig opfordrer de til ikke at sætte kampen mod Islamisk Stat på spil, efter at det irakiske parlament har vedtaget en resolution, der beder den irakiske regering sørge for, at den USA-ledede koalition, herunder også danske styrker, forlader Irak.

- Vi bekræfter på ny vores fælles indsats i den fortsatte kamp mod Islamisk Stat, som er en prioritet. Det er afgørende, at vi fastholder koalitionen på dette område, skriver de europæiske topfigurer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.