EMNER

Europaråd: Rusland bør samarbejde med oprørere

MOSKVA: Europarådets nye udsending i Tjetjenien opfordrede i går den russiske regering til at arbejde sammen med tilhængere af Tjetjeniens folkevalgte præsident, Aslan Maskhadov, og dermed udvide den politiske proces i oprørsrepublikken i forsøget på at bremse flere års blodig vold. - Den politisk proces, som regeringen i Moskva har sat i gang, bør udvides og uddybes, så tilhængere af Aslan Maskhadov kommer med i processen, sagde Andreas Gross, der for to uger siden tiltrådte som Europarådets observatør i Tjetjenien. - Jeg er informeret om, at Maskhadov holder afstand til terroristerne i Tjetjenien, og at han accepterer den ramme for den politiske proces, som regeringen i Moskva har afstukket for Tjetjenien, sagde Gross. Regeringen i Moskva har udskrevet præsidentvalg i Tjetjenien den 5. oktober, men nægter at forhandle eller have kontakt med Aslan Maskhadov, som præsident Vladimir Putin og hans folk anser for at være terrorist og for i det skjulte at støtte militante muslimske oprørere, der kæmper for et selvstændigt Tjetjenien. /ritzau/