Graviditet

Europas kvinder føder flere børn

BRUXELLES:Vi får flere børn. Lever længere - og også sundere. Og så bliver især unge europæere langt mere internationale og lever livet som verdensfolk. Det er blot nogle af hovedkonklusionerne i en ny stor rapport om Europas demografiske udvikling, som EU-Kommissionen og EU's statistiske kontor, Eurostat, præsenterede fredag. Siden 2003 er de europæiske kvinder i EU's 27 medlemslande - på nær i Luxembourg, Malta og Portugal - begyndt at føde flere børn. Og gennemsnittet på 1,47 børn per kvinde er nu vokset til 1,60 børn per kvinde i 2009. Det er især de irske, franske, britiske og svenske kvinder, der føder flest børn. Og også Danmark, hvor kvinderne i gennemsnit får 1,84 børn, blander sig i toppen af de lande, hvor fertilitetsraten er højest. Tyskland, som er EU's mest befolkningsrige land, ligger derimod allernederst på listen med et gennemsnit på 1,36 børn per kvinde. Landet er til gengæld det EU-land, hvor flest udlændinge bosætter sig. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at rapporten også peger på, at vi fortsat bliver ældre og ældre. Helt præcist lever europæerne i gennemsnit to til tre måneder længere for hvert år. Europæiske mænd bliver i gennemsnit 76,4 år, mens kvindernes gennemsnitlige levealder ligger på 82,4 år, viser taler fra 2008. Det er stadig de sydeuropæiske kvinder - franskmænd, spaniere og italienere - der lever længere tid end andre, mens de svenske mænd ligger helt i front med en gennemsnitlig levealder på 79,4 år. Som noget nyt peger rapporten, der er den tredje af sin slags, også på, at 12 millioner EU-borgere i 2010 levede i et andet EU-medlemsland, end hvor de blev født. Det er især unge europæere, der i højere grad fristes til at flytte til et andet land end hjemlandet, konkluderer rapporten. /ritzau/