Europas nordligste vinkooperativ i Nordjylland

Planen kan realiseres om fem år

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dru­er­ne skal høs­tes i lø­bet af et par uger. De er så fine som al­drig før ef­ter en per­fekt som­mer.

Europas nordligste vinkooperativ kommer måske til at ligge ved Rønbjerg i Vesthimmerland. Planen er, at der skal produceres op til 50.000 flasker vin. Manden bag er Hans Jørgen Madsen, der selv er en af de 20 vinavlere i Danmark, som har lov til at arbejde kommercielt med vin. Han har altid været bidt af arbejdet med druer og har haft en drøm om selv at producere. Det første skridte nåede han for et par år siden med gården Glenholm ved Rønbjerg syd for Løgstør, hvor han nu har ca. 4000 vinstokke i produktion. Den høst, der bringes i hus om et par uger, bliver den første, der sælges. Hidtil har det kun været muligt at smage hans vin ved at besøge Glenholm. Begejstringen for vin deler han med en del andre. Efterhånden er der så mange, at det er lykkedes ham at lave aftaler med en halv snes andre nordjyder om en produktion. De fleste mangler nemlig gode tekniske betingelser til at omsætte druerne til vin. Det kan et kooperativ hjælpe på - nøjagtigt som man har gjort det i de mere klassiske vinlande længere sydpå i Europa. En vinstok skal være omkring fem år, inden den for alvor begynder at give druer, som kan anvendes til vin. Da Hans Jørgen Madsen forventer, at kooperativet kan være en realitet om fem år, skal de nødvendige ca. 5 ha vinmarker altså være etableret - og det er de, konstaterer han. Den nordligste af vinmarkerne ligger tæt ved Frederikshavn. Det er også en af Europas nordligste. Kun en berømt vinbeplantning ved Oslo ligger længere mod nord, så vidt man har registreret. De øvrige marker er spredt over hele Nordjylland. Hans Jørgen Madsen har ikke regnet sine egne marker med i det nødvendige areal. Han forventer ikke, at hans druer skal vinificeres på kooperativet, men vil holde fast i opbygning af Glenholm. Vinfremstillingen i Danmark har indtil nu været betragtet som en interessant hobby, hvor det mest interessante har været, at det overhovedet er muligt at fremstille drikkelig vin så langt mod nord. Men nu begynder produktionen at ligne noget, som ligger ud over hobbyplanet. Det synes Hans Jørgen Madsen i alle tilfælde og nævner i forbifarten, at der også skal tales med pengeinstituttet om sådan en sag. For ham er vinfremstillingen ikke en økonomiske petitesse mere. Prisen på en flaske vin årgang 2006 fra Glenholm kommer til at ligge i omegnen af 300 kr., når den udbydes til salg i løbet af næste år. Det er langt over det, som kvaliteten tilskriver. Den er prismæssigt i konkurrence med gode Bordeaux’er, fortræffelige vin fra Bourgogne og fremragende oversøisk vin. Smagsmæssig vil vinen skulle sammenlignes med udenlandske vine, som koster omkring 30 kr. i supermarkederne. Der er altså et voldsom spring mellem pris og den smag, man køber, hvis man sammenligner med det almindelige kommercielle marked. Derfor er den sammenligning reelt uinteressant. En dansk vinproduktion skal i adskillige år endnu bæres af, at det er interessant at drikke vin fremstillet i Danmark. Det vil også være det forretningsmæssige grundlag for et nordjysk kooperativ, hvis det skal gøres kommercielt. I øjeblikket er der kunder nok til de få tusinde flasker, som fremstilles.