Europol venter bølge af hacking

Når over en milliard mennesker i Afrika og Indien kommer på internettet, vil kriminaliteten stige

Arkivfoto.

Arkivfoto.

KØBENHAVN:Cyberkriminalitet er allerede i dag et alvorligt problem, men ifølge det europæiske politisamarbejde, Europol, har vi ikke set toppen endnu. Det skriver Jyllands-Posten.

- Vi ser, at de professionelle organiserede kriminelle har fundet ud af, at der er langt flere penge i det her end i traditionel kriminalitet. Det er nemmere at udføre, og opdagelsesrisikoen er lavere.

- Læg dertil, at den teknologiske udvikling betyder, at langt flere lande, som vi som myndighed ikke er vant til at arbejde sammen med, kommer på nettet, siger Troels Ørting Jørgensen, der er chef for European Cyber Crimecenter, EC3, under Europol.

En masse kriminalitet

I dag er der 2,7 milliarder internetbrugere i verden, der tilsammen har otte milliarder enheder, der kan gå på internettet, for eksempel smartphones og computere. Men om blot fire år er der fire milliarder internetbrugere og 24 milliarder enheder.

Væksten kommer især til at ske i lande i Afrika og Mellemamerika samt i Indien og Kina.

- Vi vil formentlig se en masse kriminalitet derfra, siger Troels Ørting Jørgensen.

Kæmpe udfordring venter

- Tidligere var du nødt til at være fysisk til stede, hvis du skulle begå kriminalitet. Du skal være der, hvis du vil overlevere narko eller dræbe en person.

- Politiet kan i dag følge rumænske tyvebander på togt gennem Danmark, men fremover vil du kunne sidde uden forbindelse til ofrene og få et meget større udbytte af din kriminalitet. Det er en kæmpe udfordring, siger han til avisen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.