Betalingsmidler

Eurosalg stiger eksplosivt

NORDJYLLAND:Både i det nordjyske og i resten af Danmark mærker banker og vekselinstittutter en markant større interesse for euroen som betalingsmiddel. Ifølge Maria Åberg Jensen, der er marketingskoordinator hos valutavirksomheden Forex, kan man dele euro-køberne ind i tre hovedgrupper. – Der er selvfølgelig turisterne, som skal have lidt rejsevaluta med sydpå, men vi oplever også, at flere danskere foretrækker euro på de længere rejser, siger Maria Åberg Jensen. Det er ikke alle steder, man kan bruge sit Visakort, og så kan medbragte euro fungere som sikkerhed. Ifølge Maria Åberg Jensen var det tidligere amerikanske dollar, der blev solgt flest af til dette formål. – Euroen kan veksles om i hele verden nu, siger Maria Åberg Jensen. Bilen betales kontant Den sidste gruppe af eurokøbere, er bilglade danskere, der har fået et godt tilbud på en bil i Tyskland. – Bilforhandlerne dernede giver det bedste tilbud, hvis man betaler kontant, forklarer Maria Åberg Jensen. Det er i sommerperioden, at Forex mærker den største interesse for at købe euro. – Vores butik i Aalborg sælger en halv million euro om ugen i sommermånederne, fortæller Maria Åberg Jensen. Det er næsten dobbelt så meget, som Forex sælger i lavsæsonen. Maria Åberg Jensen fortæller, at euroomsætningen stiger med 10-15 procent hvert år. Sælger mest i juli Også bankerne mærker euroens indtog. Spar Nord Bank solgte i maj i år euro for 46 millioner kroner, en stigning på fem millioner i forhold til samme måned i 2007. Juli er den måned, hvor efterspørgslen er størst. – Salget af euro har været jævnt stigende de seneste år, fortæller Jørgen Märtens, der er direktør for afdelingen back office hos Spar Nord Bank.