Evakuering fra Homs fortsætter: 300 slipper ud

I alt er omkring 1000 mennesker nu sluppet ud af den belejrede syriske by Homs.

Strømmen af civile fra den belejrede syriske by Homs fortsætter.

Således er yderligere 300 mennesker mandag blevet evakueret på fjerdedagen af en humanitær operation, siger den syriske afdeling af Røde Kors.

- En gruppe på 300 personer er netop blevet evakueret fra den gamle by Homs, skriver organisationen på Twitter.

Mandagens evakuering betyder, at omtrent 1000 mennesker er sluppet ud af Homs, hvor oprørere i over et år har været omringet af præsident Bashar al-Assads styrker.

Søndag aften sagde nødhjælpsfolk til det franske nyhedsbureau AFP i Syriens hovedstad, Damaskus, at våbenhvilen, der oprindeligt skulle slutte søndag ved midnat, var forlænget med 72 timer.

Oplysningerne er endnu ikke blevet bekræftet, men ser altså ud til at holde stik.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst