Evaluering til UG

Tek/nat på AAU det første fakultet i landet, som evalueres af Danmarks Evalueringsinstitut og med stor ros

Uddannelse 7. september 2002 08:00

AALBORG:Effektiv, dynamisk og udviklingsorienteret. Superlativerne haglede ned over det teknisk/naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet, da det som landets første fakultet fik resultatet af en eksterne evaluering af dets arbejde. Det var Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der stod bag evalueringen, som er blevet foretaget af en international gruppe og på baggrund af en selvevaluering fra fakultetet, et tre-dages besøg af komitéen og en række registerbaserede oplysninger om studieeffektivitet og dimmitenders beskæftigelse. Og resultatet var som en skål fløde til en kat for dekan Finn Kjærsdam, som kunne fejre en stor succes ikke mindst for sin ledelesesstil. - Vi fik jo konstateret at der ikke er huller i vores organisation hvor folk sidder og er meget utilfredse uden at vi hører om det, sagde Finn Kjærsdam, som i rapporten kunne læse, at der er bred opbakning omkring ledelsen. - Med evalueringen er det lykkedes at belyse fakultetet både fagligt og organisatorisk, og vi er blevet bekræftet i, at vores ledelses- og uddannelsemodel er endog meget velfungerende, sagde Finn Kjærsdam. Dermed har fakultetet også sikret sig arbejdsro i lang tid fremover til at fortsætte den model, man kører. Men rapporten skal også bruges til at udvikle tek/nat. Ikke mindst på forskningen, som ifølge rapportens konklusion ikke fremstår som en succeshistorie på samme måde som uddannelserne. Derfor anbefaler eksperterne blandt andet, at man holder fast ved sine "gamle" forskningsprincipper med blandt andet stor tværfaglighed og dynamik. - Vi var ellers på vej til at gøre tingene mere traditionelle, men nu skal vi da fortsætte som vi altid har gjort, sagde Finn Kjærsdam. Det var fakultetet selv, der medlte sig til pilotprojektet, som skal danne basis for senere evalueringer af landets øvrige fakulteter. - På den måde kunne vi jo sikre at vi var med til at præge, hvordan det skal gøres. Var man startet et andet sted havde vi skullet bruge tid på at forklare, hvorfor vi ikke gør tingene som dem, sagde Finn Kjærsdam.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...