Aalborg

Eventmagere bestormes

Turistbureauets faste stok havde travlt med at besvare opkald og mail gennem hele fredagen - og mandag går det så løs med forsalget. Foto: Carl Th. Poulsen

Turistbureauets faste stok havde travlt med at besvare opkald og mail gennem hele fredagen - og mandag går det så løs med forsalget. Foto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:Interessen for at møde Bill Clinton i Arena Nord i Frederikshavn er enorm. Siden TOPevent.dk og Frederikshavn Event torsdag middag offentliggjorde præsidentbesøget i Rødspættebyen, er selskabernes mail og telefoner blevet bestormet. - Vi har oplevet et sand mail-bombardement, og mobilernes batterier er helt flade, siger TOPevent.dk’s direktør Henrik Røde Jensen. Det er ikke uventet erhversvfolk, der tegner sig for størsteparten af henvendelserne, men også mange private har ringet for at høre, om de kunne sikre sig billetter, før salget indledes. - Den går selvfølgelig ikke, men vi er da utrolig glade for de mange henvendelser, siger Henrik Røde. Og hos Frederikshavn Turistbureau er meldingen den samme. - Vore telefoner har ikke stået stille, siden vi åbnede fredag morgen. Alle vil være sikre på at få billetter til Bill Clintons besøg, men vi er nødt til at være hårde og sige: I må vente til mandag kl. 10 - før bliver der ikke solgt billetter, siger turistchef Pauli Jørgensen. Faktisk har en enkelt utrolig interesseret billetkøber in spe forspurgt på overnatningsmulighederne uden for turistbureauet. - Og han er selvfølgelig velkommen. Vi har hele Valutaslangen, så vi kan tilbyde mere end 500 meter tag over hovedet, siger Pauli Jørgensen. De to eventmagere - Kim Høfler og Henrik Røde Jensen - har haft lidt sommerfugle i maven, siden de underskrev kontrakten. Arrangementet er jo i særklasse stort. - Men efter den kæmpe interesse, vi har mødt ovenpå offentliggørelsen torsdag, er det helt sikkert. Der bliver ikke et eneste tomt sæde i Arena Nord, og der bliver udsolgt hurtigt, siger Henrik Røde Jensen.