Eventyr om stilhedens skov

Højt, højt mod nord og længere end langt mod vest ligger der et yndigt sted.

Det brusende hav slår ind mod stranden, vestenvinden suser om alle hjørner og ind i alle kroge. Bag klitternes strittende, stikkende marehalm ligger et oldtidslandskab, heden med de knoldede tuer. Så langt øjet rækker, ser man den øde, vilde natur. Her under den mægtige himmel, som dag og nat forundrer. Hvor midsommernatten lyser fra vest over nord til nordøst, hvor solen står op. En dag kom der fint besøg til dette ydmyge sted. En minister og flere embedsmænd ville holde et møde med folkene derude fra rigets udkant. Embedsmændene havde fået en vidunderlig klog ide. De havde siddet bag fint polerede skriveborde, set på et kort og opdaget dette øde sted. Embedsmændene og ministeren mente nok, at de kunne bruge det dér langt-væk-land til et spændende og mægtigt eksperiment. Herude skulle verdens højeste vindmøller rejses, og vinden skulle måles og vejes. Selvfølgelig blev man nødt til at fælde nogle millioner træer og planter, og tranerne, natravnen og kronvildtet måtte nok finde et andet logi. Men til gengæld ville skovbunden blive dækket af et nydeligt lag cement, og møllerne ville få det hvideste og skarpeste lys på. Og i stedet for den store stilhed og de kileformede vildgæstræk ville man få både høj- og lavfrekvent støj. De lokale folk var nu lidt lorne ved det hele. Hvad med alle de besøgende, som var så flinke til at lægge mønter i de slunkne lommer, når de kom for at se den øde natur? Og hvad med klitplantagerne - skulle man bare sådan kvase og kværne alle de planter, som forfædrene møjsommeligt havde plantet som læ mod sandflugt og havgus? Og hvem skulle betale for alt det? "Hør nu her gode borgere", svarede ministeren. "Vi skal snildt skaffe guldmønter til dette stolte værk. Kongeriget - og det er jo mest os - ejer mange fine skove. Dem skal vi snart få afsat til rige købmænd". "Ak, ak", sukkede de arme borgere. "Hvad så med den uhyggelige og usynlige larm fra møllerne?" "Sniksnak med den støj. Det er bare tåbelige professorer, som bilder jer den slags ind", svarede embedsmændene. Da mødet med udkantslandets borgere var slut, drog ministeren og embedsmændene hen til landsbyens gode hotel. Her blev der serveret alskens dejlige retter. Med fyldte maver trængte det fine selskab til en lur i de gode senge på hotellet. Men én af embedsmændene trængte nu mest til at røre sig og besluttede derfor at gå en tur i skoven, hvor de store møller skulle rejses. Han gik på må og få rundt i den stille skov, han så sommerfugle flagre, sky rådyr flygte ind i tykningen og hørte fugle kvidre. Han satte sig på en stor sten for at hvile de trætte ben. En saliggørende fred fyldte ham. Men freden varede ikke længe, for pludselig stod det ham klart, at han hverken vidste hoved eller hale i den vej, han var gået. Panikken bredte sig, og til sidst råbte han højt og skingert: "Hjælp mig, hjælp mig i min nød. Dette bliver min visse død!" Han mærkede en skygge bag sig og hørte disse ord: "Frygt ej, gode mand. Du er i helligt land". Ordene kom fra en stor fugl med lange, tynde ben. Fuglen lovede at hjælpe ham og bad til gengæld manden om at hjælpe skovens dyr, så de fik lov til at beholde den store, vilde natur i fred. Embedsmanden nikkede. Fuglen viste den fortabte mand ud af skoven, og godt fortumlet vendte han tilbage til det fine hotel. Ministeren og de andre embedsmænd, som sad og drak kaffe, så forbløffet på den støvede mand, der tummelumsk fortalte om den smukke skov og den talende fugl. De grinede fornøjet af sådan noget vås. Men da embedsmanden fortalte, at det kun ville bringe ulykke over det stolte eksperiment, hvis de anlagde det på hellig jord, blev de alvorlige og rodede i deres mapper. Der fandt de breve fra to andre steder, som gerne ville lægge jord til møllerne. Og sådan blev det. Skoven højt, højt mod nord og langt mod vest fik fred og lever i lykkelig mangfoldighed den dag i dag.