Naturvidenskab

Eventyret og isen blev deres skæbne

I år er det 100 år siden, at den største og mest ambitiøse ekspedition i Danmarks historie endte i en tragedie. Tre af ekspeditionens medlemmer omkom i Nordøstgrønlands ismasser. Men deres opdagelser har fortsat betydning. Det viser en flot udsti

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Danmarks Minde, også kaldet "villaen", står der endnu - mere end 100 år efter det blev opført af Danmarksekspeditionens deltagere.

Omkom 79 Fjorden efter forsøg på hjemrejse over Indlandsisen, i November Måned. Jeg kom hertil i aftagende Maaneskin, og kunne ikke videre af Forfrosninger i Fødderne, og af Mørket. Aarsagen (udstreget) D andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21/2 Mil). Hagen døde 15. November og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund Med en lille fin, sirlig håndskrift betror jægeren og hundeslædekøreren Jørgen Brønlund sin dagbog - og dermed også os - at han ligger døende i det Nordøstlige Grønland og at hans to slædekammerater, ekspeditionens leder, journalist Ludvig Mylius-Erichsen samt premierløjtnant og kardiograf Niels Peter Høegh Hagen, allerede er omkommet. Selv har han i den ekstreme novemberkulde slæbt sig videre til depotet på Lamberts Land og lagt sig i ly af en klippevæg for at skrive sin sidste meddelelse - og så dø. Af sult, udmattelse og forfrysninger. Præcis som de to kammerater formentlig gjorde. Slædehundene var væk. Antageligt slagtet og spist af de tre i mangel af anden føde. Selv om det betød, at de måtte trække den tunge slæde selv. I modsætning til Brønlunds er ligene af Mylius-Erichsen og Høegh Hagen aldrig blevet fundet. Det har i de forløbne 100 år givet anledning til utallige konspiratoriske teorier. Ingen har noget bevis, for de to er formentlig ved det følgende forårs tøbrud skruet ned og forsvundet i havet. Nu kan vi ved selvsyn følge den fantastiske ekspedition, få en fornemmelse af de strabadser, de tre har været oppe imod der i et af klodens både dengang og nu mest øde områder med ekstreme klimaforhold. Eventyrlyst, galskab og nysgerrighed trak dem dertil med det formål at tilbagevise den amerikanske polarforsker Robert Pearys påstand om, at det nordøstlige Grønland var en ø adskilt fra fastlandet af det, han døbte "Peary-Kanalen". Kunne denne påstand dementeres, så kunne Danmark sikre sig retten til hele det grønlandske område. Præcis dette dementi havde de tre, der døde i kulden, nået at sikre. I 1933 fik Danmark ved Den Internationale Domstol i Haag tilkendt suveræniteten over hele Grønland på basis af de tre mænds geopolitiske opdagelse. Ringkøbing Museum har nemlig etableret en formidabel og permanent udstilling om den store ekspedition for på den måde ad hædre Mylius-Erichsen, der er opvokset i byen. Her kan vi læse Brønlunds dagbog. Vi kan se de ski, der bragte dem de fem breddegrader - 555 km.- fra 77 grader til 82 grader nord over indlandsisen fra Danmarkshavn. Ski, som ingen i dag ville vove at bruge til at passere en veltrimmet, snedækket parcelhusgræsplæne på. Vi kan se billeder af det træskib med sejl, der bragte de tre og de 25 andre medlemmer af Danmarks-Ekspeditionen fra København til Nordøstgrønland. Vi kan se eksempler på det tøj, de brugte. Det minder meget lidt om det high-tech polarudstyr, vi kender i dag, og vi kan se kopier af deres hundeslæder. På de to år kørte de godt 20.000 km. på 100 rejser med hundeslæde. 18 af deltagerne kørte mindst 1000 kilometer. To af de grønlandske deltagere kørte henholdsvis 6.500 kilometer og 4.800 kilometer. Vi kan også konstatere, at ekspeditionen nedlagde 53 isbjørne, 23 hvalrosser, 29 moskusokser, ca. 25 sæler, 250 sneharer og 150 ryper i løbet af de to år, de var i Nordøstgrønland. De mange dyr blev til en vis grad spist af ekspeditionen, men en væsentlig del gik til de 100 slædehunde, som var med. En fuldvoksen slædehund på 30 kg. skal have mellem et halvt og et helt kilo foder om dagen. I løbet af de to år skulle der således hver dag skaffes mellem 50 og 100 kg. foder. Den første vinter nedlagde ekspeditionen hele hvalrosbestanden på Hvalrosodden i Dove Bugt. Ekspeditionen havde opført en jagthytte på odden netop med henblik på at skaffe hundefoder. I dag bruges hytten bl.a. af Sirius Patruljen, når den kører sin slæderute for at hævde den danske suverænitet, Vi kan på fine plancher læse om hver enkelt deltager og opleve deres hverdag og festdage. Det hele er smukt krydret med nogle af malerne Achton Friis' og Aage Bertelsens malerier og tegninger fra turen og af indsamlede arktiske blomster, udstoppede fugle og beretningen om den lille meteorologiske station, Pustervig, hvor det blæser en halv pelikan, og fryser 32 grader ude, men kun 16 inde, og hvor Peter Freuchen med et kobbel ulve som følgesvende hver dag skal aflæse vindmåleren.- Samme Peter Freuchen skar senere tre forfrosne og døde tæer af med en lommekniv ved Grisefjord i arktisk Canada. Initiativtager til den store ekspedition var Mylius-Erichsen. Han havde været med på Den litterære Grønlandsekspedition 1903-04, hvor Nordvestgrønlands kyst blev undersøgt. På trekvart år lykkedes det ham i 1905 at indsamle den kolossale sum af 282.000 kr., hvoraf staten bidrog med ca. 193.000 kr. Han anskaffede også al udrustning bl.a. et egnet skib. Han fik hyret de 28 deltagere, der udgjorde en broget flok med vidt forskellig baggrund. Der var sø- og hærofficerer, sømænd, grønlandske fangere, videnskabsmænd, studerende, en enkelt læge og to kunstmalere. Yngste mand var 17 og ældste 39. Udover skibet "Danmark" bestod ekspeditionens vigtigste udrustning af proviant og tøj til de 28 deltageres forbrug i godt to år, samt de 100 slædehunde, brændstof, byggematerialer, våben til alle, fotoudstyr og videnskabelige instrumenter. Danmark forlod København 24. juni 1906. Efter syv ugers sejlads nåede det 17. august frem til en egnet vinterhavn på placeringen ca. 76 grader nord og godt 18 grader vest. Ekspeditionen gav bugten navnet Danmarkshavn og opførte her et hus, som fik navnet "Villaen". Flere af ekspeditionsmedlemmerne betegner huset som hyggeligt, og det blev fast base de kommende to år. I dag kaldes huset for Danmarks Minde. Det er nærmest i skurstørrelse, men faktisk hyggeligt med minder om dets første beboere. I marts 1907 blev to slædehold sendt af sted fra Danmarkshavn for at kortlægge de sidste fem breddegrader af kysten. Det ene hold, slædehold to, fik kortlagt kysten frem til Kap Clarence Wyckoff. Samme punkt som der var kortlagt til fra vest. Holdet bestod af løjtnant J.P. Koch, maleren Aage Bertelsen. Slædehold et med Mylius-Erichsen som leder forvildede sig i første omgang og nåede ikke frem til "Peary-Kanalen". I maj var begge hold på vej hjem til Villaen i Danmarkshavn, da de tilfældigt stødte på hinanden midt i ødet. Mylius-Erichsen blev klar over, at hans hold absolut ikke havde udført sin mission, men at J.P. Koch og hans mandskab havde gjort, hvad der var blevet forventet af dem og oven i købet havde fundet Pearys varde på Kap Clarence Wyckoff. Selv om Mylius og hans mænd var begejstrede over den kaffe med brød, som Koch bød på, efter at de i lang tid ikke havde fået andet end kød, var ikke nok. Efter en nats overvejelser traf Mylius-Erichsen den skæbnesvangre beslutning om ikke at vende tilbage sammen med Kochs hold. I stedet ville han søge mod nord for at finde bunden af det, Peary mente var en kanal. Mylius-Erichsen vidste udmærket, at beslutningen betød, at holdet måtte oversomre på stedet og om efteråret ville komme i kapløb med naturen, fordi holdet skulle nå tilbage, inden mørket og kulden lukkede hele landskabet ned. - Og han tabte den kamp. Efter 35 dages rejse nåede holdet bunden af Independence-fjorden, som den nu hedder, og kunne konstatere at Pearys kanal ikke eksisterede. 1. juni kunne Mylius-Erichsen nedlægge sin opdagelse i en varde, hvor han i triumf plantede det danske flag på toppen. I sin beretning kalder han stedet "Rejsens endepunkt" og oplyser, at "Vore nærmere undersøgelser godtgjorde, at Independence Bugt er en fjord, idet det af Peary antagne indløb Peary Kanal ikke eksisterer" Og i "Kong Frederik den Ottendes navn" tager han" den nordøstgrønlandske kyst i besiddelse for den danske stat". Den tidlige og hårde vinter betød, at holdet ikke selv kunne overbringe opdagelsen. De tre mænd omkom i isen. I stedet blev det polarforskeren Ejnar Mikkelsen, der under Alabama Ekspeditionen i 1909-12 fandt varden og beretningen. Men det er en helt anden historie - og den er heller ikke kedelig. Under alle omstændigheder bekræftede den unge Knud Rasmussen på sin første Thule-ekspedition i 1912 også Mylius-Erichsens opdagelse. Kortlægningen af Nordøstgrønland var imidlertid ikke det eneste banebrydende resultat af Danmarks-ekspeditionen. Den fornemme udstilling fortæller også om den mest radikale opdagelse, der blev gjort: Nemlig kontinentaldriften. Den tyske geofysiker Alfred Wegener, som Mylius-Erichsen egentlig ikke havde været så varm på at få med, var i første omgang mest optaget af de meteorologiske forhold på Nordøstgrønland. Han påviste bl.a., at der i de øvre luftlag udgår meget stabile luftstrømme fra indlandsisen. Ved et tilfælde konstaterede han, at Grønland måtte have flyttet sig ca. en kilometer. Det fik ham til at lancere teorien om kontinentaldriften og i 1915 hævdede han i et værk, at kontinenterne fra at være en sammenhængende masse for 200 millioner år siden nu flyder omkring på kloden, adskilles, støder sammen og foldes op ligesom ismasserne i de polare egne. Alfred Wegener hævdede desuden, at Østgrønland og Norge engang har "hængt sammen". Den teori er siden blevet bekræftet og verificeret videnskabeligt. De 25 overlevende fra den ekspedition, der både har været den største og mest ambitiøse i dansk historie, vendte 23. august 1908 tilbage til Danmark. "Danmark" lagde til kaj i København. De 25 blev modtaget som helte, selv om tabet af Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund satte sit præg på festlighederne.