Eventyrets maler

Vores store internationale lyse og legende maler Carl-Henning Pedersen fylder 90 år. Han er stadig aktiv som kunstner - dog for nedsat blus

En barndom i husvildebarakker. En fordrukken far og en mor, der døde, endnu før Carl-Henning Pedersen var fyldt ti år. To verdenskrige, der satte Europa i brand. Hvor bliver al den smerte dog af? Jo, der er da nogle dystre, knugende og angstfyldte toner i de malerier, han frembragte under Anden Verdenskrig, men ellers har det mest været en dans med fugle, sole, skibe, heste, træer og mennesket. En dans udsprunget af glæden ved at være til på denne skøre og vidunderlige planet, der flyder rundt i et kosmisk hav. - Gennemgående er jeg et menneske med et lyst sind, siger maleren Carl-Henning Pedersen, der fylder 90 år den 23. september. Den store dag bliver fejret med pomp og pragt, og i den anledning gør han og hustruen Sidsel Ramson ophold i lejligheden på Frederiksberg, der også rummer et stort atelier spækket med hans farvestrålende malerier. Ellers opholder parret sig fortrinsvis på deres landsted i Bourgogne i Frankrig. Et hus de erhvervede efter den hollandske maler Karel Appel. Kræfterne er ikke, hvad de har været - ej heller hukommelsen og hørelsen. Ordene er få. Carl-Henning Pedersen er måske mere end nogensinde før afhængig af sin norskfødte hustru, indendørsarkitekten og fotografen Sidsel Ramson, der opgav sin egen karriere for at stå sin mand bi. De to mødte hinanden i Israel i 1976, og det var kærlighed ved første blik. Carl-Henning Pedersen var hårdt mærket efter tabet af sin første hustru, maleren Else Alfelt, men mødet med den 25 år yngre Sidsel Ramson gav ham livsglæden tilbage, og han tog fat på maleriet med fornyet kraft og styrke. Det lå ikke i kortene, at Carl-Henning Pedersen skulle blive maler. Som ung drømte han om en karriere som pianist, men før han nåede at spare sammen til et klaver, var han blevet opslugt af arbejdet i Danmarks Kommunistiske Partis ungdomsafdeling. Det var også her, han mødte sin første hustru, Else Alfelt, der på det tidspunkt havde malet i adskillige år. Hun blev ikke kun hans lærermester, men også hans hårdeste dommer. Der gik lang tid, før hun begyndte at tro på, at han havde en fremtid som maler. Cobra-medlem Carl-Henning Pedersen er selvlært. Han har aldrig sat sine fødder på et kunstakademi, og det er ikke noget, han begræder. Han er nemlig overbevist om, at skoling ville have gjort ham til en helt anden maler. Mindre spontan - mere kunstlet. Hans største inspirationskilde er fantasien, og den bliver meget nemt hæmmet, når man sætter den på skolebænken, mener han. - Kunst handler om at øse af sig selv. Gør man det, har man ikke brug for en uddannelse, siger han. Carl-Henning Pedersen har dog ladet sig inspirere ikke mindst af malere som Pablo Picasso og Paul Klee og måske i særdeleshed af primitiv kunst. Med sin poetiske og fabulerende stil var han da også selvskrevet til at glide ind i den internationale Cobra-gruppe, som blev dannet i 1948 på maleren Asger Jorns initiativ. Gruppen bestod af unge, beslægtede kunstnere fra Danmark, Belgien og Holland. De satte det spontane før reflektionen og hentede inspiration i myter og fabler. Optagelsen i Cobra blev for Carl-Henning Pedersen et løft såvel fagligt som karrieremæssigt. Han blev kendt i internationale kredse, og malerierne begyndte at strømme fra ham som aldrig før. I 1950 var han i stand til at fylde hele Den Frie Udstillings bygning med sine egne malerier. Udstillingen kaldte han "Eventyrets Malerier". Med alderen er Carl-Henning Pedersens malerier ikke blevet mindre spontane, fortæller han: - Jeg tænker meget over tingene, men når jeg maler, er det meget spontant. Jeg maler det, jeg er i stand til at male, og det er min fantasiverden. Jeg maler jo alle disse fantasiobjekter, der aldrig har været levende, men bliver det på lærredet. Fantasien bor i mig. Herning slog til Det var maleriet "Menneskene og havet", der førte til det helt store internationale gennembrud. Det skete, da det i 1958 blev vist i New York på en udstilling på Solomon R. Guggenheim Museum. Billedet blev præmieret, og verden lå nu åben for den danske kunstner. Siden har han lige så ofte udstillet i udlandet som i Danmark. Men Carl-Henning Pedersen er kendt for at holde sig lidt tilbage. Han har en uvilje mod at sælge sine bedste ting. Han har altid holdt sig uden for det internationale kapløb om berømmelse og rigdom. Er kendt for at leve forholdsvis asketisk uden for meget flitterstads omkring sig. I sin ungdom slog han til lyd for, at kunstnere ikke skulle sælge deres billeder, men i stedet låne dem ud via et slags kunstbibliotek. På den måde kunne mange flere få glæde af dem. De danske museer rummer da også kun få af hans billeder fra de seneste 50 år. Han beholdt det meste selv og hobede det op på forskellige lagre. For nogle år siden tilbød han Københavns kommune at overtage den store samling af malerier, mod at de opførte et museum, men sagen trak i langdrag. Jyderne var kvikkere. Herning slog til og opførte et museum for Carl-Henning Pedersens flere end tusind malerier. Ud over malerier findes der også her en lang række tegninger, akvareller, keramiske arbejder, mosaikker, skulpturer og glasmalerier. Fuglen som følgesvend En typisk dag, fortæller Carl-Henning Pedersen, er, at han sidder sammen med sin hustru og funderer over tilværelsen. Med alderen er der kommet en anden rytme i hans dagligdag, men han arbejder stadig - dog for nedsat blus, men stadig imponerende alderen taget i betragtning. Fredag den 19. september afsløres hans ni gange ni meter store flisebillede ved Dronning Margrethe Hallen i Fredericia. Dagen efter går turen til museet i Herning, hvor han er æresborger. Ved Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum løftes tæppet for en 12 meter høj obelisk. Carl-Henning Pedersens kunst er ikke vanskelig at forstå. Han er let tilgængelig, og det prædikat er han godt tilfreds med. Han har altid ønsket at kommunikere direkte med menigmand, fortæller han. - Der er jo noget fælles mellem alle vi mennesker. Vi er lavet af det samme stof. Det gælder, hvad enten vi er kinesere, danskere eller afrikanere. Jeg forsøger at male det fælles menneskelige. Fuglen har været en trofast følgesvend i Carl-Henning Pedersens malerier og anden kunst de seneste 60 år. Hvad er det med den fugl? - Ja, det ved jeg heller ikke, men det er, som om jeg rummer noget af fuglen i mit eget væsen. Og så synes jeg, at fuglen er sådan et godt motiv at male. En fugl er jo ikke bare en fugl, den kan være så meget. På en rejse til Indien for mange år siden oplevede jeg faktisk den blå fugl, som jeg så ofte har malet. Det var en stor oplevelse, at min fugl var levende - at den levede et sted. På trods af det kosmiske element i Carl-Henning Pedersens kunst, tror han ikke på et liv efter døden: - Det ville være morsomt, hvis der var noget bag det hele, at livet fortsatte efter døden, men det tror jeg nu ikke, det gør. Der er ganske vist en form for religiøsitet i mine billeder, men det betyder ikke, at jeg har tilsluttet mig en religion. Min religion er mere en følelsesmæssig tilstand. En hyldest til livet og en glæde ved at være til.