EMNER

Eventyrlig erfaring

Der er ingen grund til helt at fortvivle, hvis man i studieårene har brugt fritiden ved kassen i Netto eller været fodboldtræner for lilleputterne. Et hvilket som helst arbejde er altid bedre end intet arbejde, men hos arbejdsgiverne tæller visse former for erfaring mere end andre.

- Der hersker slet ingen tvivl om, at arbejdsgiverne foretrækker kandidater med erhvervsrelevant arbejde. Mange ansøgere har et praktisk arbejde, og det er da bedre en ingenting, men det bedste er altid et studiejob, hvor man har brugt sine kompetencer fra studiet, siger Thorkild Hansen, chef for rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval i Nordjylland. Han betegner det som spild, at studerende fra de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser for eksempel sorterer pakker for at tjene penge, mens pakkefirmaet akkurat lige så godt kunne udnytte deres tekniske kunnen andre steder i firmaet. Med langt større gevinst, endda. - Virksomhederne er for lidt åbne over for at bruge de studerende. De har jo som regel et stort engagement, siger Thorkild Hansen og tilføjer, at Mercuri Urval selv har flere studerende ansat og har stor fornøjelse af dem. Han er ikke tvivl om, at relevant erhvervserfaring fra studietiden kan gøre underværker for en nyuddannet. - Hvis man har brugt sin faglige kunnen, allerede inden man er færdig, står man betydeligt bedre i konkurrencen bagefter. Erfaring betyder eventyrligt meget, siger Thorkild Hansen.