Eventyrlig kanonsucces

THORUP-KLIM:Trehundrede voksne og tohundrede børn fra Thorup-Klim Skole satte torsdag aften Thorup-Klim Hallen på nærmest gloende pæle. I hvert fald var der dømt eventyr for alle, da eleverne kastede sig ud i en lystig musical, bygget over H. C. Andersens fortællinger Klods Hans, Kejserens nye klæder, Prinsessen på ærten og Svinedrengen. Om formiddagen var der generalprøve, som eleverne fra Klim Friskole var inviteret til at overvære, så de kunne give deres uforbeholdne mening til kende. Ud over musical bød aftenen på kaffebord i hallen for de voksne og diskotek i skolens gymnastiksal for eleverne. Alle elever har været involveret i skolefestens forestilling på forskellig vis, om det så var den efterfølgende oprydning sammen med pedel Bjarne Christensen. - Det er gået rigtig fint, så vi blev hurtigt færdige. Han fortæller, at skolen har et godt samarbejde med Thorup Efterskole, hvor man låner lydudstyr, og med Klim Friskole, som ligger i gåafstand, og hvor eleverne derfor har glæde af at være hinandens generalprøvepublikum.