Aalborg

Eventyrlig lejr på Kølhøjhus

650 spejdere samles for at markere et jubilæum eller to

ASTRUP:Lejrlivet er sagen for en spejder, og i weekenden bliver der ikke færre end 17 forskellige lejre, når 650 spejdere fra hele Himmerland samles på Kølhøjhus for at markere stedets 35-års jubilæm. Kølhøjhus blev i sin tid omdannet fra landbrugsejendom til spejdercenter og er siden vedligeholdt og udbygget af idérige spejdere. Igennem tiden har flere end 6000 personer hvert år brugt centret, der således når op på over 230.000 besøgende i alt. Rold Skov Divisionen, der holder til på Kølhøjhus, har valgt at markere jubilæet ved at fejre et andet. Det er selvfølgelig H.C. Andersen, der igen stikker hovedt frem i året for eventyrdigterens 200-års jubilæum. Hver af de 17 lejre vælger et af hr. Andersens eventyr og bruger det som inspiration, når lejren bygges op. Det overordnede eventyr er Klods Hans, hvorfra en række foropgaver er hentet. Spejderne skal blandt andet fylde lommer med pludder, lave trommer, fremstille en gedebuk og udstoppe en krage. Samtidig skal hver lejr præsentere en aktivitet, der relaterer sig til eventyret, når deltagerne skal rundt og se hinandens lejre i løbet af søndagen. Der markeres jubilæet desuden officielt med taler af eventyrdigterens navnebror, borgmester H.C. Maarup, og spejderchef Helle D. Thygesen. Lejren bliver både lærerig og morsom, i det de deltagende grupper på forhånd har fundet det medlem der er mest vidende om H.C. Andersen samt den mest vittige spejder i troppen. Disse og mange andre indsalg vil bidrage til en underholdende og spændende jubilæumslejr.