Eventyrligt samarbejde

Samarbejde på tværs af fag og klasser er hverdag på Aars Skole

AARS:Fablerne er de samme, men billederne i eventyrbøgerne er vidt forskellige. I et af de fem eventyrværksteder på Aars Skole har eleverne travlt med at illustrere deres egen udgave af den eventyrbog, som de selv har skrevet. Eventyrsmedjen er bare et af fem værksteder, som eleverne i løbet af emneugen om H. C. Andersen skal besøge. Det er den gamle tradition om en klasselærer-uge, der holdes i hævd på Aars Skole, selvom det ikke længere er nødvendigt at have en anledning til at arbejde på tværs. - Den gamle klasselærer-uge er egentlig ikke nødvendig mere, for lærerne kan lave emneundervisning på tværs af fag og klasser, når de vil, fortæller afdelingsleder i indskolingen Knud Bentsen. Siden sommerferien sidste år har Aars Skole nemlig droppet de faste skoleskemaer og arbejdet med fleksible timer og intens fokus på fagene på forskellige tidspunkter i løbet af året. I den fire etager høje C-bygning har børnehaveklasserne, 1. klasserne og 2. klasserne til huse, og efter den nye form for indskoling er startet, er konflikterne blevet færre. Knud Bentsen tror, at en af de vigtigste årsager er, at gangarealet ikke længere opfattes som ingenmandsland. - Det var jo ofte her konflikterne opstod, men når klasserne ikke længere føler sig som separate klasser, forsvinder en del af konflikterne, siger Knud Bentsen. Et af målene for emneugen har netop været, at børnene i C-huset lærer hinanden bedre at kende, og snakken går da også lystigt henover de store malerier, der fylder gulvet.