Eventyrlystne skoleelever blev fundet

SVENSTRUP:To 8-årige elever forsvandt i går morges fra Svenstrup Skole syd for Aalborg, men blev fundet i god behold efter seks timer. Tirsdag morgen ved 9.30-tiden opdagede skolen, at de to elever var forsvundet fra skolens område. Det var en dreng og en pige. Skolen underrettede børnenes forældre, og da eleverne stadig ikke var dukket op ved middagstid, blev også politiet kontaktet. Nordjyllands Politi sendte en patruljevogn ud for at lede efter de to børn, men uden held. I går eftermiddag ved 15.30-tiden blev børnene så set af en borger, der havde hørt børnene efterlyst i radioen. De to skoleelever blev set gående på en cykelsti mellem Svenstrup og City Syd. De var på vej tilbage mod Svenstrup, men blev hentet af en politipatrulje, oplyser vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi. De to børn kan formentlig se frem til en løftet pegefinger, da det er anden gang på kort tid, de har forladt Svenstrup Skole i undervisningstiden.