Evertons midtbaneprofil skifter til Manchester United

Belgieren Marouane Fellaini bliver genforenet med sin tidligere manager i Manchester.

3. september 2013 02:05 - Opdateret 3. september 2013 02:06

Evertons midtbaneprofil skifter til Manchester United

En af de mest langtrukne sagaer på fodboldens spillermarked har været Manchester Uniteds forsøg på at sikre sig Evertons midtbaneprofil Marouane Fellaini.

Og kort før transfervinduet smækkede i ved midnatstid mandag, gik handlen igennem.

Everton bekræfter på sin hjemmeside, at den 25-årige Fellaini skifter til de forsvarende engelske mestre for 27,5 millioner pund. Det svarer til cirka 242 millioner danske kroner.

United har to gange tidligere denne sommer budt på Fellaini. Begge bud blev afvist af Everton som "latterligt" lave.

Det er den første store handel, som David Moyes gennemfører, siden han i juni afløste Alex Ferguson som manager for Manchester United.

Moyes bragte som manager for Everton i 2008 belgieren til England fra Standard Liege.

United rygtes også at have forsøgt at sikre sig Real Madrids portugisiske venstreback Fabio Coentrao på en etårig lejeaftale på transfervinduets sidste dag, men tilsyneladende uden held.

Klubbens bestræbelser på at købe den spanske midtbanespiller Ander Herrera fra Athletic Bilbao lader også til at være kollapset.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...