Evertons nye manager vil i Champions League

Roberto Martinez mener, at hans nye klub skal gå efter en placering i top-4 i Premier League.

Evertons nye manager vil i Champions League

Fodboldklubben Everton bør stile endnu højere end den sjetteplads, som klubben hentede i sidste sæson i Premier League.

Det mener klubbens nyudnævnte manager, Roberto Martinez, som onsdag blev præsenteret på et pressemøde.

- Det var fantastisk for Everton at slutte i top-6, men vi skal opnå mere, siger Roberto Martinez ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Målet for Everton bør være at komme med i Champions League. Det betyder ikke, at det sker i næste sæson, men det bør være målet for fremtiden, siger den 39-årige spanier.

En direkte plads i Champions League-gruppespillet kræver en top-3-placering i Premier League, mens fjerdepladsen giver adgang til kvalifikationskampe om at komme med i gruppespillet.

Everton var senest i top-4 i 2005, da klubben under manager David Moyes blev nummer fire i Premier League.

- Det kommer ikke til at ske på ingen tid. I fodbold bliver man nødt til at være kreativ. Vi ønsker at være involveret i europæisk fodbold og Champions League, og vi skal have drømmen at kæmpe for, siger Roberto Martinez.

Spanieren kommer fra et job som manager for Wigan, som han i sidste måned førte til både FA Cup-sejr og nedrykning fra Premier League.

David Moyes har netop forladt Everton for at tage over efter Alex Ferguson i Manchester United.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.