Sæby

Expo-Net fylder 50 år

Succes for københavnerfirmaet, der tog turen til Hjørring i 1971 - og blev her.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lars Klinkby er tredje generation i Expo-Net. Her er han sammen med sin far, John Klinkby. Arkivfoto: Kurt Bering

På fredag, 18. september, fejrer Expo-Net Danmark A/S sit 50 års jubilæum. Det sker ved en reception på virksomheden Georg Jensens Vej 5. Virksomheden producerer plastnet - 2000 forskellige typer producerer de omkring 75 medarbejdere. Virksomheden blev grundlagt af fabrikant Ejnar Klinkby i København. Han begyndte med at producere emballagenet til emballering af frugt. Hurtigt udviklede produktionen sig, og virksomheden flyttede til Rødovre. I 1966 trådte sønnen John Klinkby ind i virksomheden, som i 1971 flyttede til Hjørring. - Vi havde gennem nogle år holdt ferie i det Nordjyske på en bondegård i Hørby ved Sæby. Det kom daværende erhvervschef Jens Jørgen Bolvig for øre, og han var hurtig til at fremsende materiale, som min far og jeg skulle vurdere, fortæller John Klinkby. Som bekendt virkede Jens Jørgen Bolvigs charmeoffensiv. Far og søn købte en 16.000 kvm. stor grund og udflytningen var så småt i gang. Globalisering tog fart Med ankomsten til Hjørring åbnede Expo-Net op for yderligere ekspansion og globaliseringen tog fart. I dag har man en eksport på 65 pct. af totalomsætningen. - Det var et kæmpe spring at flytte til Hjørring. Det var en hård periode, og vi kunne ikke overtale nogle af vore medarbejdere til at flytte med. Men det lykkedes, og siden er det gået rimeligt, siger John Klinkby beskedent. I dag har virksomheden 10.000 kvm. under tag. Senest har man i 2007 bygget en ny administrationsbygning. Expo-Net Danmark A/S anvender plastråvarer i sin produktion, og priserne herpå har svinget i takt med skiftende oliekriser. Men ifølge John Klinkby går der fremad nu: - Vi har ligesom så mange andre industrier også mærket industrikrisen, men når vi de forudgående år har haft betydelige stigninger, kan vi godt tåle en mindre tilbagegang og få pusten igen efter en meget stresset periode. Vi kan spore en optimisme i dag. Vi kan se lyset i tunnelen, men vi kender ikke tunnelens længde. John klinkby arbejder fortsat i Expo-Net Danmark A/S. Generationsskiftet er på plads, for sønnen Lars, der er uddannet ingeniør og HD, har været med i virksomheden siden 1998.