Eydun Johannessen fylder 70 år

¤ Eydun Johannessen, instruktør, fylder mandag 70 år Han er uddannet skuespiller, har været lærer og rektor ved Skuespillerskolen på Aarhus Teater og instrueret teaterstykker på de danske scener. Færingen, der har brugt det meste af sin karriere på Aarhus Teater, rejste i starten af 60'erne tilbage til fødeøerne, efter han var blevet uddannet i Danmark. Hjemme på øerne ville han sætte skub i teatermiljøet, og i knap 10 år var den legende menneskekender kunstnerisk leder af Thorshavn Amatørteater. Efter et smut tilbage til Danmark på Aarhus Teater stiftede han i 1976 den første professionelle færøske teatergruppe, Grima. Eydun Johannessen har med succes instrueret store opsætninger som Lykke Per, Et Juleeventyr, Greven af Monte Cristo samt det danske nationalskuespil Elverhøj. Manden, der både kaster sig over klassikerne og de moderne stykker, har i flere omgange haft Shakespeare under behandling. Det færøske blod og passionen for færøsk teater fornægter sig ikke, og Johannessen har også dramatiseret det færøske nationalepos "De Fortabte Spillemænd." I 1997 blev Johannessens arbejde blåstemplet, da han fik tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. /ritzau/