F-16 fly afsted til Kirgisistan

Officiel afsked på Flyvestation Aalborg mandag

Militær 5. september 2002 08:00

AALBORG: Forsvarsminister Svend Aage Jensby er sammen med flere højtstående militærpersoner med, når Flyvestation Aalborg på mandag holder parade for at markere, at Flyvevåbnet senere på måneden sender seks F16-fly og 150 mand til Kirgisistan. Udsendelsen er et led i den internationale Operation Enduring Freedom (varig fred), der er den overordnede betegnelse for operationerne i og omkring Afghanistan. Flyvestationerne i Skrydstrup og Aalborg er fælles om opgaven og stiller hver med halvdelen af styrken og materiellet, oplyser kaptajn Torben Kølbæk, Flyvestation Aalborg. De 150 udsendte, der skal være i Kirgisistan i et halvt år, omfatter alle typer personel, lige fra piloter og teknikere til sygepassere og kokke, og det er første gang, Danmark bidrager til denne mission med F-16. De danske fly indgår sammen med norske og hollandske i Operation Enduring Freedom som afløser for fly fra Frankrig og Canada. Det danske flyvevåben har dog allerede bidraget til den internationale operation med Air Movement Control Element - det vil sige laste-og lossehold - i Kirgisistan. Kirgisistan, der indtil 1991 var en del af Sovjetunionen, ligger nord for Afghanistan med Tadjikistan imellem. Landet grænser desuden op op til Kina og Kasakhstan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...