Få 15.000 flere i arbejde

Arbejdsløsheden stiger og har gjort det længe. Det skal vi gøre noget ved. Socialdemokraterne vil ikke bare læne sig tilbage og håbe på et økonomisk opsving. Derfor har vi udarbejdet en jobplan. Planen vil umiddelbart skabe 15.000 arbejdspladser og endnu flere på langt sigt. Socialdemokraterne mener, at det er en politisk opgave, at bekæmpe ledighed. Den liberale tankegang, der dikterer at markedskræfterne går forud for alt andet, har spillet fallit. Vi må tage vores ansvar alvorligt og bekæmpe arbejdsløsheden. Det nytter at føre beskæftigelsespolitik, og jobplanen skal vende udviklingen og sætte en stopper for den stigende ledighed. Planen skal iværksættes hurtigst muligt og helst med det samme. Overskrifterne i den nye jobplan er: Vi vil fremrykke investeringer i bedre skoler, flere udlejningsboliger i de store byer og mere byfornyelse. Vi vil investere meget mere i efteruddannelse. Vi vil sikre hjælp til genplacering af afskedigede seniorer og stille krav til virksomheder, der fyrer ældre medarbejdere. Virksomhederne skal forpligtes til at hjælpe med omskoling og jobsøgning. Vi vil stoppe fyringsrunder i det offentlige. Vi vil gennemføre en skattereform, så det bedre kan betale sig at arbejde. Frank Jensen politisk ordfører for Socialdemokraterne