Få bedre mobil-dækning i sommerlandet
Du kan selv gøre meget for, at din smartphone har god dækning der, hvor du er

Når vi denne sommer begiver os ud i sommerlandet, er det rart stadig at kunne ringe og bruge internettet, men ikke alle steder har lige god dækning. Du kan dog selv gøre meget for at forbedre forbindelsen. Foto: Iris/Scanpix
HELE LANDET: Sammen med teleselskaberne har Erhvervsstyrelsen udviklet en række gode råd, du som mobilbruger kan udnytte til at give dig selv bedre oplevelser med din smartphone.
Menneskekroppen er en af de mest effektive blokader for mobilsignalet, og det kan derfor have stor betydning, hvordan du holder din telefon.
Vær opmærksom på ikke at dække antennen med din hånd, så signalet går bedre igennem. Prøv dig frem og se, hvad der virker bedst, hvis du ikke er helt sikker på, hvor antennen er placeret. Du kan også vælge at bruge et headset.
Cover på din telefon
Det kan også være en god ide at købe et cover til sin smartphone. Udover at beskytte mod slag og stød, giver den også mere ”plads” til telefonen, og hånden dækker derfor ikke for signalet i lige så høj grad.
Vær opmærksom på materialet - det skal helst være plastik eller gummi. Metal dæmper nemlig signalet og er derfor ikke det oplagte valg.
Hvis du bruger mobilt bredbånd med et modem med sim-kort, kan det gøre meget for signalet, hvis du formår at placere modemmet rigtigt.
Det skal helst stå så højt som muligt i et åbent område, ligesom det hjælper på signalet, hvis du sætter det tæt på et vindue eller en dør.
Antenne på dit mobilmodem
Hvis den rigtige placering ikke er nok, kan du forsøge dig med en ekstern antenne til dit mobilmodem. Den kan placeres udenfor eller på loftet, hvor signalet er stærkest.
Hvis du får internet leveret via den faste forbindelse, kan du etablere et trådløst wifi-netværk, som du kan bruge i hjemmet. Så kan du logge på med din smartphone, tablet og laptop, når du surfer, er på Facebook eller bruger Skype.
BLM
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.