Få den gode historie i atelieret og haven hos Agnete Brittasius

FREDERIKSHAVN:I Samarbejde med Frederikshavn Turistkontor i Event-rækken "Den gode historie" afholdes der åbent atelier og have søndag 18. maj kl. 14-17 hos kunstneren Agnete Brittasius på Råholtvej i Frederikshavn. Da Agnete Brittasius har passeret sit 40 års jubilæum som kunstner, gives der 25 pct. rabat på kunstværkerne denne dag. Agnete Brittasius har netop færdiggjort sit store projekt til Hjallese Kirke i Odense, og det står klar til opsætning i løbet af sommeren. Afsløringen af de tre skulpturer, der symboliserer "Jul", "Påske" og "Pinse" samt et vægkors, finder sted ved kirkens 25 års jubilæum og vil blive foretaget af biskop over Fyns Stift, Kresten Drejergaard i september måned 2008. Agnete Brittasius har for tiden kun værker udstillet på sin faste stand på galleri "Emmaus" i Ringsted, så der er mange arbejder hjemme at se på Råholtvej 50, Frederikshavn. Det er værd at understrege, at alt hvad Agnete Brittasius laver, er unika. Har man købt en skulptur af hende f.eks. til haven, er man alene at eje en sådan. Efter udgivelsen af biografien "Du skal ikke lade dig kue!" følte kunstneren en så stor lettelse, at malerier, der havde rumsteret i hovedet på hende i over et år, pludselig var klar til at blive malet. De har alle titlen "Befrielse" med numrene fra 1-12. Den positive modtagelse af bogen har været meget stor, og den har resulteret i mange breve og telefonsamtaler fra kendte såvel som ukendte. Agnete Brittasius har i årenes løb modtaget mange priser og anerkendelser for sine arbejder - flest fra udlandet, men også adskillige fra Danmark bl.a. Nordjysk Kunstnerlegat i 2001. Kunstneren er medlem af svensk B.K.F. Åbent atelier hos Agnete Brittasius er altid en god oplevelse, og der vil som sædvanlig være en let servering i gårdhaven.