Få fire meter slange om halsen

De modige kan i disse dage få lov at holde kvælerslanger i Aalborg Zoo. Se billederne fra zoo

Bliv slangetæmmer. Foto: Torben Hansen

Bliv slangetæmmer. Foto: Torben Hansen

Temperaturen i Aalborg Zoo måler onsdag eftermiddag over 30 grader i solen. Se billeder fra Aalborg Zoo. Det giver sved på panden hos slangetæmmer Peter Løve Mark, der besøger zoologisk have sammen med Brian Viborg og to meget forskellige kvælerslanger. Den ene er en en meter lang kongepyton ved navn Medusa, og den anden en fire meter lang albino tigerpyton kaldet Blondie. Brian Viborg tager sig af Medusa, mens Peter Løve Mark må bakse rundt med den 25 kilo tunge Blondie. Modige børn I zoo kan børnene i disse dage få lov at komme helt tæt på nogle af Peter Løve Marks slanger. Og selvom mange nok er en smule usikre, når det kommer til slanger, er de fleste børn ivrige efter at komme til at røre ved den skællede hud. Nadja Justesen på 9 år er næsten ikke til at styre. Hun synes den store tigerpyton er utrolig sød. - Det sjove ved slanger er, at de ser slimede ud men ikke er det, siger hun. Bange voksne Den voksne del af gæsterne i zoo er dog ikke lige så ivrige efter at komme tæt på slangerne. - De er fascinerende at se på, men der er langt fra at se på dem til at røre ved dem, siger Anne-Louise Pedersen fra Nørresundby. Hun har svært ved at sætte ord på, hvorfor hun ikke bryder sig så meget om slanger, for som hun selv siger, så ved hun godt, at de ikke er slimede. Der går dog alligevel ikke lang tid før Anne-Louise står med den fire meter lange pyton over skuldrene. Herfra går turen videre til den lille kongepyton. Mange ville nok begynde med at holde den lille slange, men ikke Anne-Louise Pedersen. - Jeg kan faktisk bedre lide den store, siger hun. 40 slanger i garagen Det er tydeligvis to meget tålmodige slanger, der gæster Aalborg Zoo. Det er i hvert fald de færreste mennesker, der ville finde sig i, at blive flyttet sådan rundt på. - De er meget rolige, og Blondie har været med i alle 10 år, vi har haft firmaet, forklarer Peter Løve Mark. Blondie og Medusa er ikke Peter Løve Marks eneste slanger. Faktisk har han 40 slanger i sit hjem i Aars. Det er dog ikke meget i forhold til de 115, han engang havde. Peter Løve Mark har været interesseret i slanger, siden han var barn. - Jeg slæbte hjem, hvad jeg kunne finde, fortæller han. De næste dage kan man også møde Peter Løve Mark i Aalborg Zoo.