Få kampe i volleyball

Volleyball 1. april 2005 06:00

AALBORG: Det er i princippet kun divisionsholdene, der ikke er færdige med den igangværende turnering men i Danmarksserien for damer mangler dog en enkelt match, der skulle være spillet lørdag 8. januar, hvor orkanen ramte Nordjylland. Det udsatte opgør spilles i stedet søndag formiddag i Hadsund, og som de to hold har klaret sig efter nytår, må hjemmeholdet bære favoritværdigheden mod det tidligere tophold fra VK 74 Aalborg. For Shima Nørresundby venter der lørdag eftermiddag et meget vigtigt opgør ude mod topholdet Nordre 66 fra Hjørring i nedrykningsslutspillet fra 1. division damer. Der er således hård kamp om at undgå den truende nedrykning og sidst lykkedes det med en glimrende fight for Shima-damerne at vende et truende nederlag til en meget vigtig sejr over Funder. Med den store jævnbyrdighed i rækken skal der imidlertid flere point til for at ende mellem de tre bedste, og derfor skal Shima-holdet sælge sig så dyrt som muligt mod det rutinerede Hjørring-hold. Endelig spiller Svenstrup i 2. division for herrer lørdag sæsonens sidste kamp på egen bane i Højvangshallen, hvor Skive kommer på besøg. Der er således tale om et regulært bundopgør mellem to hold, som allerede er dømt til nedrykning, men hjemmeholdet kan med en sejr slippe fri af sidstepladsen i rækken. Da det blev til sejr sidst ude over VK Vendsyssel er optimismen naturligvis i behold på Svenstrup-holdet. Weekendens program: Nedrykningsslutspillet 1. division damer: Lørdag kl. 15 Nordre 66 Hjørring - Shima Nørresundby 2. division herrer: Lørdag kl. 15 Svenstrup - Skive Danmarksserien damer: Søndag kl. 10 Hadsund - VK 74 Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...