Få kræftpatienter sendes til udlandet

Århus, fredag /ritzau/ Ganske få håbløst syge kræftpatienter sendes til udlandet på det offentliges regning. Det såkaldte second opinion udvalg har indtil nu kun henvist 21 patienter til eksperimentel eller forskningsmæssig behandling i udlandet, mens 101 patienter har fået råd om yderligere vurdering eller behandling i Danmark. Der var afsat 10 millioner kroner til ordningen i år og yderligere 10 millioner til næste år, men indtil nu er der kun brugt 600.000 kr. Ifølge kontorchef i Sundhedsstyrelsen Eva Hammershøy er der en naturlig forklaring på, at så få patienter kan tilbydes behandling i udlandet. - Man skal gøre sig klart, at vi har at gøre med en gruppe meget syge mennesker. Derfor er det helt naturligt, at kun få af dem vil have glæde af at tage til udlandet, siger hun. /ritzau/