Turisme

Få ledige lokaler i Sæby flere i Skagen

Sæby har handlende både i og udenfor turistsæsonen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ledige lokaler i Sæby. Her var Synoptik på Torvet. Foto: Carl Th. Poulsen

SKAGEN/SÆBY:I Skagen er der flere tomme forretningslokaler end der plejer på den her tid af året, hvorimod Sæby ikke mærker meget til at det er lavsæson for turister. I Skagen er der ifølge handelsstandsforeningen Flemming Stig omkring 12 ledige forretningslokaler heraf 8-10 på Sct. Larentiivej. Derimod er der så vidt NORDJYSKE Medier erfarer tre tomme forretningslokaler i selve Sæby. Det er den tidligere Fakta bag torvet, et lokale i butikscentret ved Kulturhuset i vestbyen og en tidligere brilleforretning i Grønnegade. Martin Riise er ejendomsmægler hos EDC i Sæby, og han siger, at der altid har været tradition for i Sæby, at det var nemt af få et lokale genudlejet. Sæby er speciel, fordi man både har mange turister, der handler i sæsonen og mange fastboende, som også støtter butikkerne. - Sæby er attraktiv både som forretningsdrivende men også på boligområdet, hvor vi ikke er ramt så hårdt som andre byer af samme størrelse i Nordjylland, siger ejendomsmægleren, der kalder boligmarkedet i hans lokalområde for fornuftigt stadigvæk. 50 kilometer længere nord på i Skagen ser situationen mere dyster ud. - Men forklaringen på de tomme lokaler har intet med en finanskrise at gøre, siger Flemming Stig. - Det skyldes primært, at udlejerne har det for os i handelsstandsforeningen glædelige synspunkt, at de kræver at folk skal drive forretning i Skagen hele året. Og det er der så en del, der ikke vil. Han regner dog med, at en del butiksdrivende alligevel vil forsøge sig med lejemål, når vi kommer et par måneder længere frem i 2009.