Få lidt ostemad i ansigtet

Børn kan risikere at få spyt og ostemad i ansigtet, når Jako-Bole-teatret har premiere på den nye børneforestilling Pianissimo på søndag

Der kan ikke skrues ned for lyden, og skuespillerspyt kan lande lige i ansigtet på børnene blandt publikum. Sådan er det, for der er ingen skærm mellem skuespillerne og publikum, når Jako-Bole-teatret har premiere på deres helt nye forestilling Pianissimo på søndag. Det plejer der sådan set heller ikke at være til teaterstykker, men hvordan skal man vide det, hvis man blot er fire år gammel? Hvordan skal man kende omstændighederne og reglerne, hvis man kun er vant til at se tegnefilm eller spille computer? - Engang var der et barn, der kom op til mig efter forestillingen og sagde, at det var en smaddergod film, vi havde vist, fortæller Britt Voigt, der er den ene af forestillingens to skuespillere, og instruktør Jørgen Bing supplerer grinende. - Vi hører tit, at børn synes, det er mærkeligt, at der ikke er en skærm for, men teater er jo ikke et medie, der bare fortsætter uanset, hvad der sker nede blandt ungerne. Det er en oplevelse af mennesker af kød og blod og nogle gange kan børnene få spyt eller ostemad i hovedet. - Ingen pardon. Ingen pardon. Hvis kællingen ikke vil lære dig at spille, er der ingen pardon, råber den anden halvdel af skuespillerduoen Jan-Michael Senderovitz i en smagsprøve fra forestillingen. Han spiller slagteren, der så gerne vil lære at spille klaver hos den nydelige musiklærerinde. Hun har ingen penge. Må leve af gamle ostemadder og er nødt til at undervise ham, og han lærer om de åndelige musikalske værdier. Kærligheden spirrer, og den søde musik opstår på flere måder, for forestillingen indfører også publikum i den klassiske musik. - Bethoven er et geni, kvidrer Britt Voigt i rollen som musiklærerinde, og instruktør Jørgen Bing forklarer. - Det er helt bevidst fra forfatterens side, at forestillingen skal indføre børnene i den klassiske musik. Det er en lille ekstraudfordring vi giver. Det er ikke altid nok at give dem en lille puttenuttehistorie, som alle kan kapere. Vi vil også gerne lige udfordre dem en lille smule. Jørgen Bing mener nemlig, at det er vigtigt, at børn får live-oplevelser i teatret, for børnene bliver en del af hele forestillingen. En del af oplevelsen. - Det er en anden form for virkelighed, de oplever i teatret. Publikum er en meget større del af forestillingen, end man skulle tro, og reaktionerne influerer på spillet, siger han. Og skuespillerne tænker faktisk meget over virkemidlerne. Forestillingen henvender sig nemlig til de fire-otte-årige, og der er stor forskel på børnenes reaktioner. - Vi er nødt til at indrette niveauerne forskelligt, for hvis børnene er meget små, kan man ikke tillade sig at være så højrystede. Så kan de godt blive bange, fortæller forestillingens anden skuespiller-halvdel Jan-Michael Senderovitz. Musiklærerinden græder. Med tudende knækket stemme vræler hun. - Jeg fik min finger i klemme i klaveret, og hun får straks slagteren til at puste, der hvor det gør ondt. - Vi kan godt være ret barnlige, når vi optræder for børn, forklarer Jan-Michael Senderovitz. Han mener dog ikke, der er den store forskel på at optræde for børn og voksne, for man skal tage rollen lige alvorligt og leve sig ind i teaterstykket på nøjagtig samme måde. Alligevel er skuespillerne enige om, at der er store fordele ved børneforestillinger. - De er så umiddelbare, og vi får så meget fra dem, som vi så giver tilbage, forklarer Britt Voigt, og Jan-Michael Senderovitz supplerer. - Børn keder sig ikke på en høflig måde.