Ferierejse

Få mest valuta for feriedagene i 2020

Hvis du er blandt dem, der ikke arbejder helligdage og weekender, er der god økonomi i at tjekke næste års højtider, før du lægger ferieplaner for 2020

- En oplagt destination uanset årstid er London og Berlin. Der er mange kulturelle oplevelser og en kæmpe kapacitet af flybilletter. Det er næsten altid en af de billigste destinationer at rejse til, og der er masser af daglige afgange. Skal man have mere varmegaranti, er Israel, Egypten og Dubai oplagte, siger Momondos danske presseansvarlige, Lasse Skole Hansen. (Arkivfoto) Enrique Calvo/Reuters

- En oplagt destination uanset årstid er London og Berlin. Der er mange kulturelle oplevelser og en kæmpe kapacitet af flybilletter. Det er næsten altid en af de billigste destinationer at rejse til, og der er masser af daglige afgange. Skal man have mere varmegaranti, er Israel, Egypten og Dubai oplagte, siger Momondos danske presseansvarlige, Lasse Skole Hansen. (Arkivfoto) Enrique Calvo/Reuters

Året er ved at rinde ud, og kigger du allerede frem i næste års kalender, kan du få flere feriedage i træk, hvis du lægger dem strategisk.

Det viser en oversigt fra rejsesøgemaskinen Momondo.

- Manges hovedferie ligger i sommeren som tre sammenhængende uger. Men det kan godt betale sig at tjekke muligheden for et par dages fri til for eksempel påske eller pinse, siger Momondos danske presseansvarlige, Lasse Skole Hansen.

Napper du tre feriedage op til skærtorsdag 9. april 2020, kan du strække ferien til ti dage.

- På det tidspunkt har vinteren været lang. Og trænger man til sol, er Sydspanien oplagt. Der er rig mulighed for at få lidt forsmag på sommeren.

- Du vil også bedre kunne komme til ved attraktionerne, inden det helt store turistryk sætter ind i sommerperioden, siger Lasse Skole Hansen.

Fire feriedage = Ni fridage

De følgende måneder er der også flere muligheder. Både store bededag 8. maj, Kristi himmelfartsdag 21. maj og 2. pinsedag 1. juni falder på hverdage.

Snupper du fire feriedage rundt om en af ovenstående dage, giver det ni dages fri.

- Hvis man generelt er fleksibel, er der ofte mange penge at spare. Tirsdag er ofte en billig afrejsedag, siger Lasse Skole Hansen.

Drømmer du om at skifte sjap og slud ud med sol og strand, kan du for seks dages fri strække næste års juleferie fra 19. december 2020 til og med 3. januar 2021.

Men man skal dog rejse afsted et godt stykke tid inden, pointerer direktøren for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier.

- Fly- og togselskaberne har også set i kalenderen, så de ved godt, hvornår der er påske, pinse og jul. Julen er et af de dyreste tidspunkter på året. Og selskaberne strækker typisk julehøjsæsonen fra 15. december til 15. januar.

- Det kan være et trick at rejse omkring 10. december og tage hjem mellem jul og nytår. Der er de fleste andre typisk afsted, så flyene kan være mindre fyldte, siger Lars Thykier.

Få fingre i billige flybilletter

- Køb som tommelfingerregel flybilletter cirka 60 dage i forvejen.

- Kig efter billetter umiddelbart efter de store skoleferier. Der er salget ofte lavere, og nogle flyselskaber skruer derfor priserne ned.

- Priserne varierer meget fra rute til rute. Så vær tidligt ude, og indstil en prisagent, så du får besked, hvis billetterne kommer på tilbud.

Kilde: Lasse Skole Hansen fra Momondo.

/ritzau fokus/

Overvej en mellemlanding

Det er også en idé at kigge på pakkerejser med fly og hotel, for flyselskaber tilbyder pakkepriser, man ellers ikke har adgang til.

Der kan være penge at spare ved at tage en mellemlanding til destinationer uden for Europa.

For rejser i Europa direkte til en destination er prisen nogenlunde den samme på de flyselskaber, der betjener ruten.

Priserne på direkte forbindelser går dog typisk op, hvis der kun er få afgange eller et enkelt selskab, som flyver dertil.

- I stedet for at flyve til de mest populære byer kan man flyve til lufthavne i nærheden af sin slutdestination og for eksempel tage toget det sidste stykke.

- Både i Europa, Asien og på den amerikanske østkyst er der rigtig gode forbindelser fra de store lufthavne til byer i nærheden, tipper Lars Thykier.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst