Lokalpolitik

Få private byggegrunde til salg

I 2001 var daværende borgmester Bent Brown og teknisk direktør Andreas Duus ude i Rundmarken i forbindelse med et salgsfremstød. Arkivfoto: Bente Poder

I 2001 var daværende borgmester Bent Brown og teknisk direktør Andreas Duus ude i Rundmarken i forbindelse med et salgsfremstød. Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING:Der findes ikke ret mange private udstykninger af parcelhusgrunde i Hjørring Kommune, og de største er udlagt i kommunens største by. Ejendomsmæglere i Hjørring sælger eksklusive grunde ved Halvorsmindevej, der typisk koster mellem 800.000 og 900.000 kroner. Her er der 9 ud af 13 grunde tilbage. Et andet eksklusivt projekt er ved Sct. Knuds Alle, hvor der er nu 12 ud af 17 grunde på salgslisten. I Sindal er Nørrelund ved at være fyldt op med kun en ledig grund tilbage. Flere andre steder arbejder private i samarbejde med kommunen om mulige nye udstykninger. Der har tidligere været foroffentlighedsfase for et fem hektar stort område vest for Horne, hvor en privat mand vil udstykke op til 18 grunde. Der er ved at blive lavet lokalplan for et privatejet areal i Hundelev. På den kommunale side har der siden maj været aktivitet for at øge mængden af ledige grunde. I første omgang med to områder med 12 grunde i hver. I august kom Løgtegården i Tversted, hvor fire grunde på nuværende tidspunkt er solgt. Her er der plads til seks grunde mere, når behovet opstår. For kort tid siden kom Teglgårdsvej i Sindal til som det nyeste udbud, og her er endnu ikke solgt nogen af de 12 grunde. En byggemodning af 11 grunde ved J. P. Ladefogedsvej i Hirtshals er på vej. Desuden har Plan- og Miljøudvalget for et par måneder siden været på sightseeing i kommunen for at kigge på andre steder for lokalplanlægning af nye parcelhusgrunde. Det drejer sig om to nye etaper ved Løkkensvej i Hjørring, ved Vrenstedvej i Løkken, den gamle station i Bjergby, Der skal også lokalplan for næste etape af Nejstgården i Tornby og et område i Lønstrup mellem M. Kabelsvej og Kystvejen.