Lokalpolitik

Få så behandlet den ansøgning

SPONSORSTØTTE:Sæby Billard Klub har for længe siden søgt byrådet om støtte, nemlig 40.000 kroner, men vi har endnu ikke set pengene. Det var ellers opløftende at se i Stiftstidende først i november måned en overskrift med titlen "Hjørnholm: Vi kan ikke gøre forskel" Han henviser til det store tilskud til Fox Team Nord, og at Billard-klubben nu også har et hold i den bedste række. Men ikke nok med det: Nogle dage senere er borgmesteren også velvilligt indstillet, stod der i avisen, men siden har Folmer og Co. desværre sendt sagen videre og videre, og imens mangler klubben pengene og må ud at låne. Det er meget dyrt at have et første hold i Elitedivisionen, det er fire mand, der skal spille mange af kampene på Sjælland Nu spørger jeg så, hvor lang tid tog det at give 250.000 kroner til håndboldklubben? hvad får Sæby for de mange penge, som de ikke også kan få fra billardklubben? Reklamen i håndboldklubben er intet værd, det er kun folk her omkring, der ved at Sæby er medspiller. Fox Team Nord er kun nævnt som klubben fra Frederikshavn, prøv at se, når de er med i TV. Sæbys navn var kun nævnt et lille sted nede blandt mange andre sponsorer i annoncen for næste kamp i avisen. Forstå det nu ikke sådan, at jeg er imod at støtte håndboldsporten, tværtimod, men pengene kunne fordeles bedre. Der er mange sportsgrene i hele kommunen, og mange af disse mangler penge. Jeg appellerer til byrådsmedlemmerne: Få nu den ansøgning behandlet, og få de penge bevilget til billardklubben - TAK.