- Få senge skyld i flere domme

Ændringer i psykiatrien har sendt flere psykiske syge ud i kriminalitet, mener overlæge fra statens egen klinik

NORDJYLLAND:Der er i de senere årtier fjernet så mange senge i almenpsykiatrien, at det nu giver bagslag. Antallet af behandlingsdømte psykisk syge er eksploderet i samme periode, og det hænger sammen. Det mener ledende overlæge på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, Peter Kramp. Nedskæringen i antallet af sengepladser har skullet opvejes af mere psykiatrisk hjælp hjemme hos den enkelte sindslidende, det vil sige gennem den såkaldte distriktspsykiatri. Men det har ikke givet pote, mener Peter Kramp. I Ugeskrift for Læger november 2008 skriver han, at de færre sengepladser har medført "mangelfuld diag-nostik, som kan føre til enten under- eller overbehandling", der øger risikoen "for efterfølgende psykotisk betinget kriminalitet". Det uddyber Peter Kramp sådan: - De korte indlæggelser betyder, at de psykisk syge ganske enkelt ikke kan klare sig ude i samfundet. Det sender mange af dem ud i kriminalitet. Oftest via et stofmisbrug, hvor dommen så bliver psykiatrisk behandling frem for fængsel. Mere hjælp efter indlæggelse Den forklaring vil regionsrådsformand Ulla Astman (S) i Region Nordjylland ikke læne sig op ad. Hun kender godt til de faldende antal sengepladser, men mener nærmere, at forklaringen på de flere behandlingsdomme skal findes uden for de psykiatriske afdelinger. - Med færre sengepladser har det samtidig været meningen, at der skulle ske et større opfølgende arbejde i distriktspsykiatrien. Men der har måske manglet ressourcer i det opfølgende arbejde. Samtidig har der manglet klarhed mellem psykiatrien, sociale myndigheder og politiet omkring ansvarsområder, siger Ulla Astman. En ny lov fra april i år knytter dog psykiatrien, socialforvaltningen og politiet sammen i det såkaldte PSP-samarbejde. Et samarbejde, der i større grad end i dag skal følge op på blandt andet psykiatriske patienter efter udskrivelse. Og det samarbejde mener formanden for regionens psykiatriudvalg, Vagn Flink (S), kan kompensere for de færre sengepladser og kortere indlæggelser. - Faktisk har Region Nordjylland landets længste indlæggelsestider i almenpsykiatrien i gennemsnit. Men jeg mener, det er helt okay at udskrive lidt tidligere, hvis der er noget godt at udskrive til, fastslår Vagn Flink.