Frederikshavn

Få smag på FDF

} FREDERIKSHAVN: FDF i Nordbyen afholder i dag et åbent hus arrangement i klubhuset på Bornholms Allé, hvor alle drenge og piger inviteres, så de kan komme og se, hvad sådan nogle FDFere egentlig går og laver. Der vil selvfølgelig blive tændt op i bålet, og alle vil kunne riste sig en gratis pølse, lave snobrød, popcorn og måske en lille pandekage. Har man så fået for meget røg i øjnene, kan det blive blæst ud, idet man har formået en motorcyklist til at komme og tilbyde ture på bagsmækken rundt i området ved Kredshuset i Bornholmerkvarteret. Er det ikke nok, kan der også tilbydes en tur i luften med en håndværkerlift. Der vil også blive tid til sang, guitarspil og hygge omkring bålet, lige som de større FDFere vil demonstrere noget pionerarbejde med rafter. FDFerne er lige nu ved at planlægge årets højdepunkt, nemlig sommerlejren. Her ser man også i FDF gerne, at så mange som overhovedet muligt får denne oplevelse, derfor inviteres alle, som møder op på tirsdag, med på sommerlejr.